Kæmpemølle åbner nyt forsøgscenter for grøn energi

Den 191 meter høje mølle i Skotland er monteret på en ny type fundament, som suger sig ned i havbunden.

© Vattenfall

Ud for Skotlands østkyst står nu en vindmølle, som kan producere 8,8 megawatt – en ny verdensrekord.

Det svenske energiselskab Vattenfall står bag projektet, og danske Vestas har leveret møllen, som er den første af i alt 11 planlagte vindmøller.

Gigantisk mølle er større end London Eye

Når havmølleparken står færdig, kan den dække 23 pct. af storbyen Aberdeens strømforbrug, hvilket svarer til 80.000 husstande.

Fra havoverfladen til møllens øverste vingespids er der 191 meter. Hver af møllens vinger er 80 meter lange, og hele rotorens diameter på 164 meter er dermed væsentligt større end det berømte pariserhjul i England, London Eye.

Ud over at skulle levere enorme mængder strøm til det britiske energinet skal vindmølleparken fungere som forsøgscenter for nye tek­nologier, der skal gøre havmølleparker bedre og billigere at bygge.

Undertryk får møllen til at stå

Fundamenterne til møllerne bliver fx skabt med en ny teknik, hvor konstruktørerne sænker en
trebenet konstruktion ned på havbunden.

Nederst på hvert ben er der monteret en ti meter bred og hul cylinder, som er lukket i toppen. Når cylinderne står på havbunden, trækker pumper vandet ud af dem og skaber et undertryk, der får dem til at suge sig ned i havbunden.

Derefter bliver fundamentet sikret med et lag beton. Når fundamentet er fast, bliver møllen monteret og vingerne sat på en ad gangen.

En særlig fordel ved fundamentet er, at det er nemt at fjerne igen, når vindmøllen engang er udtjent. Hele konstruk­tionen fra bund til top måler i alt omkring 260 meter.