I 2019 blev verdens største vindmølle, Haliade-X, opført på havnen i Rotterdam, hvor dens præstationer skal testes frem til 2024.
Men allerede nu har resultaterne været så overbevisende, at møllen er blevet tildelt hovedrollen i tre ambitiøse havmølleprojekter.
I sin nuværende udgave kan møllen levere 13 megawatt, og i 2020 beviste den sin styrke ved at producere 288 megawatt-timer strøm på et døgn. Møllens tårn måler 153 meter, og med sine 107 meter lange vinger strækker den sig i alt 260 meter i vejret.
Med en enkelt omdrejning, som tager godt ti sekunder, kan den levere strøm nok til to husstande i et døgn.
Storbritannien har nu besluttet at bruge møllen i en havmøllepark på Doggerbanke i Nordsøen, som skal anlægges i tre faser.
Byggeriet af fase et og to begynder allerede i 2021. Når parken er færdig, bliver den verdens største, og de 276 møller vil skabe strøm nok til ca. seks millioner husstande, svarende til fem procent af Storbritanniens samlede elforbrug.
Ved USA’s østkyst skal møllen bruges i havmølleparken Vineyard Wind, som anlægges ud for Massachusetts, og som efter planen skal stå klar i 2023. Parken skal skabe strøm nok til at forsyne mindst 400.000 husstande.
400 møller skal rejses på tre år
Endelig skal et stort antal Haliade-X-møller bruges i havmølleparken Ocean Wind, som bygges ud for Atlantic City i New Jersey, og som skal være i drift i 2024. Her er målet at forsyne over 500.000 husstande med strøm.
Selskabet GE Renewable Energy, som står bag Haliade-X, kan dermed nu – bare halvvejs inde i prototypens testperiode – se frem til at afsætte 400 kæmpemøller de kommende år.