I alt 847.376 frarøvede personer fra i alt 70 lande har sidste år været i kontakt med FBI.
Knap halvdelen af ofrene har været udsat for phishing. Det er en teknik til at franarre en bruger login-oplysninger til eksempelvis netbanker, hvor der kun kræves brugernavn og password for at komme ind.
Phishing foregår typisk ved, at cybertyve sender en falsk mail fra eksempelvis en bank med et link til en kopi af bankens website og en opfordring til at logge ind. Når brugeren klikker på linket og logger på det falske site, har vedkommende intetanende foræret tyvene hovednøglen til kontoen.
I familie med phishing er vishing, som foregår ved opringninger. Her lader tyvene som om, at de er fra banken, skattemyndighederne eller en anden autoritet. Med skiftevis smiskende og advarende stemmer får de lokket nøgleoplysninger ud af ofrene.
Ifølge FBI blev der i 2021 hugget 312 millioner kroner med phishing, vishing og lignende tricktyverier.
Her blev der hugget flest penge
Målt alene i beløbsstørrelser er sidste års suverænt størst tyverier gået ud over kontorfolket.
FBI oplyser, at der sidste år blev stjålet 17 milliarder kroner via e-mails rettet mod virksomheder i de såkaldte BEC-angreb (Business E-mail Compromise).
BEC-angreb er en sofistikeret form for phishing, hvor cybertyvene går efter højtstående ansatte med adgang til selskabets bankkonti.
Herefter udsendes målrettede mails – tilsyneladende fra mailmodtagerens chef eller en anden kollega – hvori større beløb bedes overført til en konto.
Modsat de millionvis udsendte phishing-mails kræver BEC-angreb i højere grad, at cybertyvene kender til den angrebne virksomheds ansatte, deres funktioner og forretningsgange. På den måde sørger de for, at store pengeoverførsler ikke virker underlige i en travl hverdag.
Herudover ligger falske investeringer, uægte datingprofiler, skadelig software med efterfølgende afpresninger og identitetstyverier i toppen over de mest kostbare online-tyverier i FBI's årsopgørelse.
Her fremgår det også, at folk over 60 år får hugget de største beløb.