Shutterstock

Er teflonpander giftige?

Det kan være svært at skille sig af med gamle teflonpander, så længe de gør deres arbejde. Teflonpander kan dog under høj opvarmning udvinde sundhedsskadelige stoffer.

Teflonpander er som udgangspunkt ikke giftige. Men man skal dog alligevel være påpasselig.

Der er blandt andet en risiko forbundet med gamle teflonpander, da teflonbelægningen kan blive så slidt, at belægningen skaller af og kommer i maden.

Teflon kan nedbrydes til skadeligt stof

Eksperter anbefaler, at du smider meget slidte pander ud. De mener dog ikke, der er nogen fare ved at bruge teflonbelagte gryder og pander, hvis der er tale om kvalitetskøkkenudstyr.

Teflon er produktnavnet for stoffet polytetrafluorethylen (PTFE). Det kemiske stof kan under opvarmning nedbrydes til det sundhedsskadelige perfluoroktansyre (PFOA).

Nedbrydningen sker dog først ved temperaturer over cirka 350 grader celsius, og så høje temperaturer opnås ikke under normal madlavning.