Åndedrætsbesvær, høj puls, dårlig søvn og stigende tendens til at bekymre sig.
Langvarig stress kan manifestere sig på mange forskellige måder i kroppen og er blevet udråbt som en af de største epidemier i det 21. århundrede.
Ofte behandles tilstanden med en blanding af samtaler og aflastning.
Men nu viser en ny undersøgelse udgivet af forskere fra University College Cork i Irland, at du måske også kan sænke dit stress-niveau i løbet af få uger ved at tænke over, hvad du lægger på din tallerken.
Bakterier dikterer sundheden
For at forstå, hvordan der kan være en sammenhæng, mellem den mad, du spiser, og stress, skal vi et smut ned i dit tarmsystem, hvor 100 billioner bakterier lige nu boltrer sig mellem dine tarmvægge.
Bakteriesamfundet, eller det såkaldte mikrobiom, er de seneste år blevet koblet til alt fra psykiske lidelser til diabetes, kræft og altså også stress.
Men det har indtil videre været uklart, om det kunne have en påviselig effekt på kroppens stress-niveau, hvis vi fodrer bakterierne med en særlig diæt.
Skræddersyet kostplan
Det satte forskere fra forskningsinstituttet APC Microbiome Ireland, som hører under University College York, sig for at undersøge.
Henover fire uger skræddersyede de en kostplan spækket med fødevarer, der skulle pleje bakteriekolonien i tarmen - såkaldt præbiotiske og fermenterede fødevarer.
Bagefter rekrutterede de 45 raske personer i alderen mellem 18 og 59 år, hvoraf mere end halvdelen var kvinder.
Forsøgsdeltagerne blev delt op i to grupper og tilfældigt tildelt en kostplan, de skulle følge hen over eksperimentet: Den ene gruppe fik den "tarmvenlige" kostplan, mens den anden fik en kostplan, der byggede på de mere generelle kostråd.
Overraskende sammenhæng
Deltagerne i den tarmvenlige gruppe blev vejledt i at spise en lang række fødevarer, der er kendt for at påvirke vores mikrobiom, herunder fuldkorn og frugt og grøntsager med et højt indhold af præbiotiske fibre, som fx løg, porrer, kål, æbler og bananer.
De blev også bedt om at at dagligt at spise fermenterede fødevarer og bælgfrugter, som linser og bønner.
Derudover skulle de begrænse mængden af slik, fastfood og sukkerholdige drikkevarer.