Hvorfor er der kun sten i nogle klementiner?
Nogle gange er klementiner fyldt med sten, andre gange er de stenfri. Er der flere sorter?

Den oprindelige sort af citrusfrugten hedder faktisk mandarin. Klementinen udmærker sig ved at være en stenfri mandarin. Den er opkaldt efter den franske præst fader Clement, som fremavlede den stenfri udgave i Algeriet omkring år 1900. En stor del af forvirringen omkring kernerne skyldes, at mange handlende ikke tager højde for forskellen. Man kan sagtens finde mandariner solgt som klementiner og omvendt. Og det er ellers ikke helt ligegyldigt, for mandariner kan af og til indeholde så mange sten, at det er en besværlig affære at indtage blot en enkelt.