Hvorfor er der skind på kakao?
Siden jeg var helt lille, har jeg undret mig over skindet på kakao. Hvorfor kommer det altid, når kakaoen står lidt?

Det skind, der ofte ses som en skælvende hinde på varm kakao, har faktisk slet ikke noget med kakaoen at gøre, men derimod med den mælk – og det mælkefedt – som den rene kakao bliver blandet op med. Mælk indeholder fedt, og når fedtet i mælken varmes op, skilles det fra mælkens vand og stiger op til overfladen. Her kommer det i kontakt med luften, som afkøler det opvarmede fedt og får det til at stivne. Og derved opstår skindet på kakaoen. På samme måde kan der dannes skind på afkølet sovs, som forsvinder igen, hvis man varmer sovsen op. Det fænomen hænger sammen med, at stivelsen i sovsen smelter ved en opvarmning, så fedtet atter blander sig med vandet til en jævn masse. Historien om kakaoskind går flere hun drede år tilbage i tiden. Kakao er udviklet i Centralamerika og kom til Europa i 1528 med spanierne efter deres opdagelse af Mexico. Her kom spanierne i kontakt med aztekerne, der nød en drik af knuste kakaobønner, vand og krydderier, som de blandede til en velsmagende væske. Den oprindelige opskrift på spaniernes version af varm kakao bestod af kakaobønner, vand, vin, peber og sukker. Det var imidlertid først, da kakao noget senere kom til England, at man fandt på at tilsætte mælk til drikken, og dermed opstod det famøse kakaoskind.