Når man piller eller skærer i et løg, frigives der bestemte enzymer i løget, såkaldte allinaser. Disse allinaser reagerer med svovlholdige aminosyrer i løget og danner stoffet syn-propanethial-S-oxid.
Det er denne kemiske substans, der fremkalder tårerne i øjet. Når stoffet kommer i kontakt med øjets hornhinde, sendes der elektrokemiske signaler til hjernen, som giver tårekirtlerne besked på at producere tårer.
Det er en naturlig reaktion, når øjet udsættes for en kemisk substans, som er irriterende for det. Sædvanligvis er den sviende følelse i øjnene værst i starten.
Det skyldes, at syn-propanethial-S-oxid opnår sin maksimale koncentration efter cirka 30 sekunder, hvorefter den aftager gradvist.
Tårerne kan undgås på flere måder, for eksempel ved at opvarme løget, inden det skæres. Derved ændrer enzymerne egenskaber, og så kan der ikke længere dannes syn-propanethial-S-oxid.