Rødt kød
Kroppen bruger energi på at fordøje maden
Kalorier på pakken: 250 / Du får: 210
Dine kæber, din mavesæk og dine tarme må arbejde på højtryk, når du skal fordøje protein.
Op mod 30 procent af kalorierne i en portion proteiner går til den krævende fordøjelse, så du får reelt langt færre kalorier ud af dem, end vare-deklarationen påstår.
Proteinernes lange, foldede kæder af aminosyrer gør dem omkring tre gange så svære at nedbryde som kulhydrater og ti gange så svære at nedbryde som fedt.
Kroppen bruger energi på at fordøje maden

Dine kæber tygger maden.
Din mave ælter maden.
Mavesyre ætser maden.
Enzymer nedbryder maden.
Tarmceller flytter maden over i blodet.
Dine tarme udskiller resterne.
Hakkebøf
Tilberedning giver flere kalorier
Kalorier på pakken: 250 / Du får: 225
Beherskelsen af ild for omkring en million år siden var en revolution i menneskets udvikling – ilden lod vores forfædre få markant flere kalorier ud af den samme mængde føde.
Tilberedning med værktøjer eller høj varme river sener, bindevæv og proteiner fra hinanden, så kroppen har lettere ved at fordøje maden.
Nogle forskere mener, at den ekstra energi for alvor satte gang i udviklingen af store hjerner hos menneskerne – i dag bidrager den i stedet til fedmeepidemien.
Nødder
Nøddernes celler kan modstå fordøjelse
Kalorier på pakken: 630 / Du får: 425
Nødder indeholder flere kalorier end kage. Men 25 procent af kalorierne passerer lige gennem din tarm uden at blive optaget.
Årsagen er, at nødderne har ekstremt hårde cellevægge, som kan overleve angrebet fra både mavesyre og fordøjelsesenzymer.
Cellernes indhold er dermed ikke tilgængeligt for kroppen. En stor del af nøddernes kalorier kommer desuden fra umættet fedt, som er langt sundere end det mættede fedt i fx kage.
Brød
Fødevarefabrikker fordøjer maden for os
Kalorier på pakken: 295 Du får: 265/235
Toastbrød med smelteost eller grovbrød med skæreost. De indeholder måske lige mange kalorier, men det første feder mere end det andet.
Årsagen er, at producenten af toastbrødet med smelteost har fintmalet hveden og kogt osten, inden du købte den. Dermed kræver det mindre energi at fordøje.
Derudover har forsøg vist, at kostfibre, som dem i grovbrødet, sænker kroppens kalorieindtag og øger stofskiftet, så du mister omkring 100 kalorier om dagen.
Kage
Tarmbakterier afgør din personlige kalorietabel
Kalorier på pakken: 320 Du får: 310/270
Du kan spise det samme som din ven og alligevel blive væsentligt federe.
Forskellen skyldes, at alle mennesker har deres helt egen sammensætning af bakterietyper i tarmen – og nogle bakterier kan sørge for, at du får ekstra mange kalorier ud af maden.
Bakteriernes indflydelse er så stor, at en slank mus pludselig kan blive fed, hvis den får transplanteret bakterier fra en fed mus – også selvom den bliver ved med at spise det samme, som den altid har gjort.