Vand fremhæver smagen i din whisky

Ny forskning bekræfter, hvad whiskyeksperter har hævdet i årtier. En smule vand får din whisky til at udfolde sin fulde smag.

Whisky:

Med eller uden vand? Forskere har løst gåden!

© Shutterstock

Som mange whiskyentusiaster vil fortælle dig, skal du putte en dråbe vand i din whisky, hvis du ellers drikker den ’straight’, da det siges at få den ædle drik til at udfolde sin fulde smag og duft.

Nu har to svenske forskere fra Linnaeus University bevist, at vand faktisk gør mere end bare at fortynde din whisky.

Det svenske studie bekræfter nemlig, at vand kan skabe ret store ændringer i smagen. Den videnskabelige forklaring er, at smagen i whisky blandt andet er forbundet med molekylet guaiacol, som findes i store mængder særligt i skotsk whisky med den karakteristiske røgede smag.

Vand fremhæver smagen

Guaiacol-molekylet bryder sig ikke om vand, og bevæger sig hen i de områder, hvor der er den største koncentration af alkohol. Da vandet fordriver alkohollen til overfladen, følger guaiacol-molekylerne med. De lægger sig i overfladen og bliver derved mere tydelige for både smags- og lugtesansen.

Men er en dråbe nok?

Studiet viser, at ændringerne i smagen afhænger af mængden af vand, du hælder i din whisky.

De fleste whiskyer har en alkoholprocent på 40 eller højere, men faktisk får man den største smagsoplevelse, hvis whiskyen blandes op med 1/3 vand, så procenten kommer ned på 27.

Du kan også prøve at hælde din whisky over et par isterninger og mærke, hvordan smagen forandrer sig i takt med, at isen smelter.

Umami betyder velsmag på japansk og er den senest opdagede grundsmag. Læs alt om den femte grundsmag umami her.