For første gang: Forskere sender solenergi trådløst fra rummet til Jorden

I årtier har forskerne arbejdet på at sende solcellerne op over Jordens atmosfære, og nu er en gruppe forskere fra Caltech måske kommet et vigtigt skridt tættere på at realisere drømmen.

MAPLE

Systemet bag den trådløse overførsel af energi består af en række antenner, som er sat sammen i grupper af 16, hvoraf hver gruppe styres af en chip.

© Caltech

Selvom kun få procent af verdens energiforsyning i dag kommer fra Solens stråler, er solenergi udpeget som en af de helt store hovedaktører i den grønne omstilling.

Derfor arbejder forskere verden over på at finde løsninger på nogle af de store udfordringer på området.

En af dem er, at solstrålerne kun rammer Jorden i dagtimerne, og at mængden af solskinstimer varierer voldsomt.

Derfor har forskere også brugt flere årtier på at udvikle systemer, hvor vi kan sende solceller ud i rummet og på den måde høste Solens energi 24 timer i døgnet 365 dage om året.

Nu er det for første gang lykkedes forskere fra at høste strøm i rummet og transmittere det trådløst ned til Jorden.

Det skriver California Institute of Technology i en pressemeddelelse.

Skal være ultrabilligt og fleksibelt

Prototypen på solcelleanlægget i rummet blev sendt i kredsløb om Jorden den 3. januar 2023.

Nu viser det sig, at den ikke blot har overlevet selve opsendelsen, men også er i stand til at indfange solenergien uden for Jordens atmosfære og transmittere den ned til Jordens overflade som målbar strøm.

Det gør den blandt andet ved hjælp af en række fleksible og lette antenner, der styres af en chip i et internt kredsløb.

Se, hvordan forskerne styrer retningen af den høstede energi fra rummet:

Video

Når teknikken står helt færdig, er det meningen, at en solcellepark i rummet skal omforme solenergien til strøm og herefter omdanne strømmen til mikrobølger, som, ved hjælp af antenner, sendes til en modtagerstation på Jorden, hvor strømmen kan anvendes.

Hvis den drøm skal lykkes, er systemet netop nødt til at bestå af ekstremt lette elementer for at minimere mængden af brændstof. Samtidig skal de være så fleksible, at de kan foldes sammen og transporteres i en raket.

"Solpaneler bruges allerede i rummet til for eksempel at drive den Internationale Rumstation, ISS. Men for at opsende og installere store nok systemer, til at levere strøm til Jorden skal vi designe og skabe systemer til at overføre energi, som er ultralette, billige og fleksible," lyder det blandt andet fra Harry Atwater, som er en af hovedaktørerne bag projektet i en pressemeddelelse.