Høretelefoner gør dig flersproget

Det er som taget ud af en science fiction-film. En lille dims i øret, og du kan pludselig tale og forstå fransk, arabisk og mandarin. Men fremtiden er blevet virkelighed og kan købes i næste måned.

Pixel Pods

Nye telefoner gør det muligt for dig at forstå og blive forstået på 40 sprog.

© Google

Forestil dig en fremtid, hvor du ikke skal øve dig, men øjeblikkeligt kan klare dig på 40 sprog. Den fremtid vil Google sælge dig allerede i næste måned.

It-giganten præsenterede i sidste uge en lille trådløs høretelefon, Pixel Buds, som kan oversætte sprog direkte i dit øre.

Fans af scifi-kultklassikkeren The Hitchiker’s Guide to the Galaxy vil nok tænke på Babelfisken, som man kan anbringe i øret, og som gør det muligt at forstå alle sprog i universet.

Google ’nøjes’ med at give dig adgang til 40 af de mest udbredte sprog i verden.

Oversætter i 'realtime'

Pixel Bud aktiveres med et lille tryk på den højre høretelefon og et ønske: "Hjælp mig med at tale fransk", hvorefter den oversætter, hvad du hører, direkte ind i dit øre, når folk taler til dig på fransk... eller arabisk... eller japansk.

Når du svarer på dansk oversætter den dine ord og afspiller dem højt fra højtaleren i din den nye Pixel 2 telefon.

Gammel teknologi på nye flasker, men...

Teknologien bygger på Googles brugergenererede Translate-ordbog og talegenkendelses-software, som er installeret på telefonen, og derfor ikke kræver adgang til internettet under brug.

Translate-teknologien er ikke ny. Du kan allerede i dag downloade apps, som kan oversætte dine ord.

Det nye er, at de 40 sprog er tilgængelige i dit øre ved et enkelt tryk, og at det virker i et tempo, så det kan bruges ude i den virkelige verden.

I nedenstående video, kan du se, hvor hurtigt det fungerer.

Video