Gå på ravjagt med ultraviolet lys
Ravlygter fås i alle prisklasser og former – som pandelamper og håndlygter. Fælles for dem er, at de udsender ultraviolet lys, som får ravklumperne til at lyse op i mørket. Du bør vælge en robust og vandtæt lygte. Et bud kunne være OwlBite Pro, der lyser 12 meter fremad og 10 meter i bredden.

Hak fortidige fund fri af klippen
Uanset om du er på jagt efter fossiler eller krystaller, skal du bruge en geologhammer, helst med to funktioner, fx fra kvalitetsproducenten Estwing. Den flade ende er til de grovere opgaver, og den spidse ende er til at “kratte” fundet fri med. Supplér evt. med en mejsel – og husk beskyttelsesbriller!

På skattejagt med metaldetektor

Området skannes ...
Før du svinger detektoren, skal du sikre dig tilladelse fra lodsejeren og evt. myndigheder – i Sverige skal privatpersoner fx have tilladelse. Når det formelle er på plads, kan du gå i gang.
Quest X10 PRO er en god begynderdetektor. Den registrerer fund ned til 20 centimeters dybde og er vandtæt, så du også kan afsøge lavvandede områder.

... fundstedet snævres ind ...
Metaldetektoren virker ved, at metalgenstande under jorden bryder et magnetisk felt. Når det sker, advares du med bip og udsving på displayet. Men positionen er kun omtrentlig.
For at lokalisere genstanden, fx en mønt, helt nøjagtigt kan du bruge en såkaldt pinpointer. Nokta Pointer er et prisvenligt bud, der med lyd og lys advarer om, at tampen brænder.

... skatten graves op
Når du har lokaliseret skatten, skal du – varsomt – begynde gravearbejdet. Mange entusiaster sværger til Nokta Makro, der er specialdesignet til skattejægere.
Den rustfrie skovl er todelt og kan derfor justeres i længden. Det vinklede skovlblad har savtakker i siderne og målestok på bagsiden, så du altid har styr på gravedybden.
Fisk sunkne skatte op med supermagneter
Den vigtigste faktor for magnetfiskeren er magnetens trækstyrke. Er du fx på jagt efter gamle cykler i havnebassinet, skal du have en kraftig magnet. Søger du mønter fra middelalderen i et mosehul, er en lille magnet fin.
Begyndersættet 110 P rummer bl.a. tov og en magnet, der kan løfte 220 kg.

Få millioner af skattekort i din hule hånd
Med den officielle Geocaching-app installeret på mobilen kan du deltage i verdens største skattejagtsfællesskab.
Her kan du gå på jagt efter flere millioner af mere eller mindre snedigt gemte beholdere kaldet caches fordelt på mere end 185 lande – selv Antarktis.
Nogle er gemt på ganske utilgængelige steder som bjergtoppe eller kløfter, andre kræver en del hovedbrud, fx i form af gåder.
Du kan naturligvis også selv bidrage med skjulte skatte via appen.
