Hvordan tæller man seere til et tv-program?
Hvordan kan tv-selskaberne vide, hvor mange seere der er til de forskellige programmer? Og hvordan ved de, hvem der ser programmerne?

Der findes flere forskellige måder at måle antallet af tv-seere på, men et af de mest kendte og udbredte systemer er tv-metermålingerne. Tv-metermålingerne foregår vha. en boks, der er tilsluttet fjernsynet og telefonnettet i omkring 1000 husstande, som er repræsentative for befolkningen. Alle hjemmets tv-seere over tre år skal trykke sig ind og ud på en speciel fjernbetjening, når de sætter sig foran skærmen, og når de forlader den igen. Udstyret registrerer hele husstandens anvendelse af tv og video sekund for sekund, og oplysningerne bliver hver nat overført via telefonnettet til analyseinstituttets computer. Analysefirmaet samler oplysningerne og sender dem ud til de tv-stationer, der abonnerer på målingerne. Tv-stationerne modtager dagligt informationer om seernes vaner via e-mail, og derfor kan stationerne hurtigt vurdere, hvor populære de enkelte programmer er. Informationerne kan også benyttes som et salgsargument over for eventuelle annoncører.