Shutterstock
Gammelt skelet

Hvordan virker kulstof 14-metoden?

Kulstof 14-metoden har siden 1950'erne hjulpet arkæologerne med at alderbestemme fund, der er op mod 50.000 år gamle.

Kulstof 14-metoden

Alle levende væsener optager kulstof-14 i løbet af livet, og når organismen dør, stopper optaget. Ved at måle den mængde, der er tilbage i organismen, er det muligt at regne ud, hvor gammel den er.

Med kulstof 14-datering kan forskerne beregne alderen på fx planter og dyr omkring 50.000 år tilbage i tiden.

Kulstof 14 er et radioaktivt stof, som dannes i atmosfæren, når neutroner frigivet via kosmisk stråling kolliderer med kvælstof-14.

Det radioaktive kulstof indgår i Jordens biologiske kredsløb og optages af alle planter, dyr og mennesker. Når organismen dør, stopper optaget af kulstof 14, som begynder at henfalde – dvs. at der bliver mindre af det med tiden.

Diagram over kulstof 14 og halveringstid

Ved at måle den resterende mængde kulstof-14 i en gammel prøve og sammenligne den med indholdet i en kontrolprøve fra nutiden kan organismens alder beregnes.

© Illustreret Videnskab

Kulstofatomer indeholder normalt seks protoner og seks neutroner og kaldes derfor kulstof 12. Men den tungere, mere radioaktive variant, kulstof-14, indeholder otte neutroner.

I dag behøver man blot en tusindedel gram for at bestemme en organismes alder. Prøven anbringes i en accelerator, som populært sagt er i stand til sortere det tungere kulstof 14 fra det lettere kulstof 12.

Kulstof 14-metoden er ikke helt præcis

Den såkaldte halveringstid for kulstof 14 er 5730 år, hvorefter mængden af kulstof 14 i organismen er halveret.

Efter to halveringstider, 11.460 år, er kun en fjerdedel af det oprindelige kulstof 14 tilbage.

Målemetoden er ikke helt præcis, da kulstof 14-indholdet i atmosfæren ikke er konstant, men varierer fra år til år på grund af ændringer i Jordens og Solens magnetfelter.

Usikkerheden i aldersbestemmelsen afhænger af prøvens alder og er +/- 40 år ved prøver fra middelalderen og cirka +/- 100 år ved prøver fra stenalderen.

Dertil kan fisk også give forkerte dateringer af fx stenalderbopladser, da fisk har et naturligt lavt indhold af kulstof 14. Hvis vores forfædre tilberedte fisk i deres lerkar kan det derfor give resultater, der flere tusinde år forkert.

Det stod for alvor klar efter en dansk undersøgelse i 2013, hvor forskere tilberedte friskfanget fisk i lerkar og derefter brugte kulstof 14-metoden.

Deres resultater daterede fiskeresterne til at være op mod 2000 år gamle, og lerkarene blev også dateret til at være langt ældre end de egentlig var.