Cykel

I høj luftfugtighed yder luften mindre modstand. I teorien er det derfor lidt nemmere at cykle i fugtig luft.

© KEN IKEDA MADSEN & SHUTTERSTOCK

Kan det virkelig passe, at cyklen er hurtigst i fugtig luft?

Jeg er engang blevet fortalt, at det er nemmere at cykle hurtigt, hvis luftfugtigheden er høj. Hvis det er rigtigt, hvordan kan det så være?

5. marts 2018 af Redaktionen

Luftmodstand er cyklisters hårdeste modstander, men hvis luften har et højt indhold af vanddamp, er modstanden mindre. 

Derfor vil en cyklist i fugtig luft opnå en højere hastighed, hvis hun træder lige så hårdt i pedalerne som en cyklist i tør luft. 

Vanddamp sænker luftens massefylde, så den samme mængde luft vejer mindre. Dermed yder den også mindre modstand mod bevægelser. 

Cyklisten skubber altså mindre masse væk, når hun bevæger sig gennem fugtig luft.

Temperaturen på luften har samme effekt. Jo varmere luften er, jo mindre modstand, og varm luft kan tilmed indeholde mere fugt end kold. 

Sommerluft yder mindre modstand

Luftmodstanden falder, i takt med at tætheden af damp i luften stiger. Jo varmere luften er, jo mere damp kan luften indeholde, så i teorien er det lidt nemmere at cykle om sommeren.

Varm luft gør sveden mindre effektiv

I praksis er der dog en øvre grænse for, hvor varm og fugtig luft må være i forhold til cykling. Jo varmere det er, jo mere sveder vi, men ved høj luftfugtighed fordamper sveden dårligt og køler kroppen mindre effektivt.

Ved en lufttemperatur på 30 grader oplever kroppen det, som om det er 44 grader, når luftfugtigheden er 100 procent. Det nedsætter en cykelrytters ydelse i pedalerne markant.

Hede gør cyklen hurtigere og dig langsommere

Cyklen skærer nemmere gennem fugtig luft, fordi lette vandmolekyler optager pladsen fra de tungere ilt- og kvælstofmolekyler.

Flyder dit hoved også over med spørgsmål om verden? Videnskaben svarer på store og små spørgsmål i hver udgave af Illustreret Videnskab!

Atmosfærisk luft udgøres primært af kvælstof og ilt. Da atomerne i begge gassers molekyler er relativt tunge, har tør luft en såkaldt molvægt på 29,3 gram.

Vandmolekyler er lettere end ilt og kvælstof. Flere vandmolekyler i luften sænker molvægten til 26,7 gram, så den samme mængde luft altså vejer mindre.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.