Shutterstock
Formel 1 roed bil paa bane

Kan det virkelig passe, at formel 1-biler kan køre på hovedet?

Jeg hørte tv-værterne i sportsudsendelse sige, at en formel 1-racer kører så hurtigt, at den kan overvinde tyngdekraften og køre på hovedet. Passer det?

En formel 1-racer kan ved høje hastigheder skabe en nedadrettet kraft, som er omkring 3,5 gange større end tyngdekraften.

Den nedadrettede kraft, kaldet downforce, skabes af racerens udformning og spoilere for og bag, der fungerer ligesom flyvinger – bare med omvendt fortegn.

Hvor flyvingerne skal få flyet i luften, skal formel 1-racerens spoilere holde bilen klinet til vejen, så hjulenes vejgreb bliver så stærkt som muligt.

180 km/t er nok

Når luften passerer en spoiler, deler den sig i to strømme. På formel 1- racere er spoilerne udformet, så luften strømmer hurtigere langs undersiden end langs oversiden.

Det skaber et større tryk på spoilerens overside end på undersiden, og raceren presses derfor ned mod vejen. Jo hurtigere formel 1-bilen kører, jo mere downforce får den.

Studerende ved University of Leicester i England har regnet ud, hvad der skal til, for at formel 1-raceren kan køre på hovedet. Beregningerne viser, at en hastighed på 180 km/t er nok til at overvinde tyngdekraften og fx køre på siderne eller loftet af en tunnel.

Farten suger bilen fast til loftet

En formel 1-racer kan i teorien køre på loftet i en tunnel uden at falde ned – bare farten er høj nok.

Trin 1 Racerbilen accelererer
© Shutterstock & Lotte Fredslund

1. Racerbilen accelererer

En formel 1-racer kører ind i en lang tunnel og begynder at accelerere. Mens bilen holder sig i bunden af tunnelen, trykkes den ned på vejen af tyngdekraften (blå) og den såkaldte downforce (gul).

Trin 2 Tyngdekraften overvindes
© Shutterstock & Lotte Fredslund

2. Tyngdekraften overvindes

Bilens form og dens spoilere – dvs. For- og bagvinge – trykker bilen mod underlaget. Når farten er oppe på 180 km/t, bliver downforcen større end tyngdekraften, så bilen kan køre op ad siden.

Trin 3 Bilen koerer paa hovedet
© Shutterstock & Lotte Fredslund

3. Bilen kører på hovedet

Når bilen kører på loftet af tunnelen, virker downforcen i den stik modsatte retning af tyngdekraften. Hvis bilen bliver ved med at accelerere, kan downforcen nå op på 3,5 gange tyngdekraften.

Formel 1-biler kan nå op over 360 km/t, men eksperimentet med at køre på hovedet vil nok ikke blive udført i praksis. Det ville kræve en meget lang tunnel, en motor, som kan fungere på hovedet – og en meget modig testkører.