Kan man ikke bare løfte Titanic op til overfladen?
Efter vraget af Titanic blev fundet i 1985, er bl.a. balloner, bordtennisbolde, glaskugler og voks blevet foreslået som midler til at hæve skibet. Hvorfor kan det alligevel ikke lade sig gøre?

En bjærgning af Titanic er tæt på umulig pga. korroderende saltvand, kraftige havstrømme og ikke mindst jernfortærende mikroorganismer. Nedbrydningen betyder, at forsøg på at bringe Ttianic tilbage til overfladen, vil få vraget til at smuldre.
Bjærgning af hele skibe fra havbunden er dog tidligere gennemført med succes. Fx hævede den danske opfinder Karl Krøyer i 1964 det kuwaitiske fragtskib Al-Kuwait ved at fylde det med 27 millioner kugler af plastmaterialet polystyren.
Al-Kuwait var dog betydeligt mindre end Titanic og lå på lavt vand.
Bjærgning forstyrrer gravfreden
Kun dele af Titanic er blevet bjærget fra havbunden i 3800 meters dybde. I alt er over 5500 genstande bragt op, primært af miniubåde, og på trods af Titanics forfatning lykkedes det i 1998 at hæve en 20 ton tung del af skroget. Særligt denne bjærgning mødte stor modstand.