Hvordan kommer kranerne op på en skyskraber?
Man ser ganske ofte kraner på skyskrabere, der er under konstruktion. Men hvordan får man kranerne derop og senere ned igen?

Kraner er bygget som en teleskopkikkert
Den enkleste metode er at placere en kran ud for bygningens facade. Kranen er konstrueret som en teleskopkikkert, så der løbende kan indsættes tårnsektioner under den, efterhånden som bygningen bliver højere. For at sikre at kranen ikke vælter, bliver hver sektion fastgjort til bygningen. Og når bygningsarbejdet er færdigt, kan de enkelte elementer trin for trin skubbes sammen igen. Ulempen ved at placere kranen ved siden af ydermuren er, at kranens udligger skal kunne nå tværs over bygningen. Lasteevnen falder, jo længere udliggeren er, og derfor har kranen kun en vis rækkevidde. En anden løsning er at placere kraner hele vejen rundt om bygningen. Men det er dyrt, og samtidigt kræver det koordinering at undgå, at kranerne svinger ind i hinandens baner.
Gode erfaringer med kraner i midten af byningen
Ingeniører har til gengæld gode erfaringer med at placere kranen i midten af bygningen. Til den opstilling bruges der også typisk en tårnkran med teleskopsektioner. Fordelen er, at udliggerens længde bliver udnyttet bedre med en central placering. Vælger man den metode, skal man dog være indstillet på, at man ikke kan færdiggøre bygningen indvendigt, før kranen har gjort sit arbejde og er blevet fjernet.