Da major Andrei Durnovtsev smider bomben 10 km over Severny-øen i Barentshavet fra et specialbygget fly, ved han og besætningen, at de ifølge ingeniørernes beregninger kun har 50 procents chance for at overleve prøvesprængningen.
Kort efter stiger paddehatteskyen 62 km op i atmosfæren, lysglimtet kan ses på næsten 1000 kilometers afstand, og trykbølgen rejser flere gange rundt om Jorden.
Det er den 30. oktober 1961, og Sovjetunionen har detoneret Tsar Bomba – en atombombe af en størrelse, der aldrig siden er overgået.




Atomraket og kunstige sole redder menneskeheden
Vores liv på Jorden er truet af både global opvarmning og kollision fra rummet. Atombombens kræfter kan hjælpe med at afværge en katastrofe eller skabe os et nyt hjem, hvis vi må forlade Jorden.
Atommotor flyver os hurtigt til Mars
Helt op til halvandet år kan en atomdrevet raket skære af rejsen til Mars. Både russerne og amerikanerne arbejder med at udvikle en raketmotor, der udnytter energien fra kernespaltning til at antænde brændstoffet, typisk brint. Ifølge NASA er den såkaldte termiske fissionsmotor dobbelt så effektiv som en traditionel kemisk raketmotor.
Atombomber redder jorden fra asteroider
En asteroide kan udslette en storby med ét slag, hvis den kolliderer med Jorden, men ved at opsende en raket med atomladning og sprænge rumstenen i stykker kan katastrofen afværges. En bombe på én megaton – lidt over 60 gange Hiroshimabomben – er nok til at ødelægge en asteroide på ca. 500 m, viser computersimulationer.
Brintbomber smelter polerne på mars
Mars er ubeboelig i dag, men ved hjælp af atombomber kan den golde planet forvandles til en ny Jord. Den amerikanske opfinder Elon Musk foreslår, at brintbomber detoneres rundt om planeten og smelter isen ved polerne som små sole. Det skaber rigeligt med flydende vand, og de nyopståede have frigiver CO2, der kan stige op i atmosfæren og skabe drivhuseffekt. På den måde bliver den iskolde planet opvarmet til en beboelig temperatur.
Heldet er med flyets besætning, der overlever med nød og næppe. Selvom flyet er mere end 40 km væk, da bomben detonerer, får trykbølgen det til at falde næsten 1 km – på sikker afstand af den ildkugle, som eksplosionen udvikler på få sekunder.
I 2011, 50 år efter Tsar Bomba, får vietnameseren Do Quoc Hung stillet diagnosen uhelbredelig lungekræft. Fem år senere er han stadig i live, og det kan han takke atombomben for.
Strålebehandling med de selvsamme stoffer, som gav Tsar Bomba dens ødelæggende kraft, slår kræftcellerne i hans lunger ihjel og giver ham livet tilbage.
VIDEO: Dommedagsuret viser 100 sekunder i midnat
Menneskeheden er i dag tættere på at udslette sig selv, end vi har været siden 1953, da Sovjetunionen prøvesprængte sin første brintbombe. Det mener det forskerpanel, der står bag det såkaldte dommedagsur. I begyndelsen af 2020 blev viserne rykket til 100 sekunder i tolv. Baggrunden er især faren for atomkrig og klimaforandringer:
Bomben skabte kernemedicin
Tsar Bomba var på 50 megatons, det vil sige over 3000 gange større end den atombombe, der dræbte 135.000 mennesker i den japanske by Hiroshima i 1945.
Fem millioner milliarder milliarder watt, over en procent af Solens energiproduktion, blev udløst, da Tsar Bomba detonerede.
Større bombe er aldrig bygget, da det er unødvendigt for at opnå den totale ødelæggelse. Kernevåben er den ultimative dræber, men paradoksalt nok har de samtidig skabt en stribe afledte videnskaber og teknologier.
De samme mekanismer, der gør det muligt at bygge en atombombe, bruges i dag i både miljøvenlig energiproduktion og klimaforskning.
Men den største livgivende gevinst af de dødbringende våben er, at de har skabt en helt ny gren inden for lægevidenskaben – kernemedicin.
Uden atomkapløbet, som startede under anden verdenskrig, var forskningen i radioaktive stoffer aldrig nået dertil, hvor den er i dag, og de samme sjældne stoffer, som blev frembragt til brug i atombomber, begyndte kort efter krigen at blive anvendt til det stik modsatte formål.
Bombelaboratorium skaber våben mod kræft
I bjergene i New Mexico i USA ligger Los Alamos-laboratoriet, hvor den første atombombe blev bygget under anden verdenskrig.
Laboratoriet arbejder stadig med atombomber, men de samme partikelacceleratorer, som bliver brugt til at fremstille radioaktive stoffer til bomber, skaber også livreddende stoffer til behandling af kræft. Et af de mest avancerede er actinium-225. Stoffet bindes sammen med kroppens egne immunceller og søger derfor selv mod de kræftramte celler, når det sprøjtes ind i kroppen. Actinium-225 forbruger næsten al sin energi ved kollisionen med kræftcellerne, så kroppens raske celler skånes.
Stråling indefra
Actinium-225 er et blandt flere radioaktive stoffer, der sprøjtes eller opereres ind i kroppen.

Stråling udefra
En maskine, en såkaldt strålekanon, bombarderer det kræftramte område med stråling.
Radioaktivt jod kurerede patient
En dag i 1943 får patienten “BB” pludselig stærke smerter i hovedet. 20 år tidligere har han fået fjernet sin kræftramte skjoldbruskkirtel, og lægen Sam Seidlin på Montefiore Hospital i New York forsøger sig nu med en helt ny medicinsk metode: Han giver BB en lille dosis radioaktivt jod.
Jod optages stort set kun af vores skjoldbruskkirtel, og med en geigertæller kan Seidlin tydeligt se, at kræften har spredt sig derfra, fordi udvæksterne, de såkaldte metastaser, optager jodet.
På grund af sygdommen har patienten en overproduktion af et bestemt hormon, men det radioaktive jod hæmmer produktionen.
Sam Seidlin får nu den idé, at han kan bekæmpe kræften målrettet ved at give en større dosis radioaktivt jod. Behandlingen er vellykket – BB’s smerter går væk, og spredningen af kræften stopper.

Partikelforskning er et barn af atombomben
I 2012 opdagede det europæiske partikelforskningscenter CERN den såkaldte higgspartikel, som giver alt stof masse. Opdagelsen var sandsynligvis ikke sket uden atombomben og atomkapløbet, der både forøgede vores viden om partikelfysik og førte til oprettelsen af CERN.
Sam Seidlins gennembrud er beskrevet i en berømt artikel fra 1946, som var med til at grundlægge en helt ny medicinsk disciplin, der hænger uløseligt sammen med udviklingen af atombomben.
Atombomber fungerer ved hjælp af meget flygtige radioaktive stoffer. Nogle findes i små mængder i naturen, mens andre må fremstilles i atomreaktorer og i partikelacceleratorer.
I 1942 blev reaktoren X-10 bygget i det hemmelige Oak Ridge-laboratorium i Tennessee i USA. X-10 var den første reaktor til fremstilling af plutonium-239, “brændstoffet” i en almindelig atombombe.
Her frembragte fysikerne det flygtige stof til atombomben ved at bestråle uran-238 med neutroner. Mens forskerne i Oak Ridge arbejdede på forskellige bearbejdninger af uran, opdagede de, at stoffet jod-131 kan fremstilles ved spaltning af uran-235 – en proces, som fandt sted i reaktoren.

Brintbombe kan udslette en storby
Kræfterne i en brintbombe er så enorme, at blot en enkelt bombe er i stand til at udslette en storby i løbet af få sekunder. Atombomber sprænges som regel over jorden, fordi en del af energien ville forsvinde ned i jorden, hvis de først detonerede ved sammenstødet med jordoverfladen. Bombens ekstreme varme får luften til at antænde, og ildkuglen stiger til vejrs efter samme princip som en varmluftballon og danner den velkendte paddehattesky. Ildkuglen overhales af trykbølgen, der bliver udsendt straks efter, og støv og affald stiger op fra jorden som paddehattens stamme. Omkring halvdelen af bombens energi udløses i form af trykbølgen, mellem en tredjedel og halvdelen er varme, mens resten er stråling.
I 1946, kort efter krigens afslutning, besluttede de amerikanske myndigheder, at reaktoren skulle fokusere på medicin frem for bomber. Det betød, at den radioaktive jod, Sam Seidlin samme år beviste kunne kurere kræft, nu kunne produceres i store mængder. Kernemedicinen var født.
Radioaktive stoffer blev fra slutningen af anden verdenskrig især brugt til at diagnosticere sygdomme. Stofferne er nyttige, fordi de kan målrettes netop den del af kroppen, lægerne vil undersøge.
Det grundlæggende princip er, at radioaktive stoffer kombineres med sporstoffer – stoffer, som man ved bliver optaget i bestemte organer eller kobler sig til celler, der er ramt af sygdom.
Blandingen sprøjtes ind i kroppen, og når bestemte celler er på overarbejde på grund af en sygdom, vil mere af stoffet koble sig til dem.
Med et såkaldt gammakamera kan lægerne derefter registrere strålingen og på den måde danne et detaljeret billede af en sygdom et bestemt sted i kroppen.
Amerikanerne drømte om atomalderen
I 1950’erne var begejstringen for atombomben og atomkraften enorm, og de fleste var uvidende om farerne. Mange forestillede sig en gylden atomalder med blandt andet atomdrevne biler.
Det mest udbredte stof til diagnosticering i dag er technetium-99m, som er særligt velegnet, fordi det udsender let målbare gammastråler med omtrent samme bølgelængde som almindelig røntgenstråling.
Samtidig henfalder stort set alt stoffet til det stabile stof technetium-99 i løbet af et døgn, og derfor udsættes kroppen kun for en minimal samlet mængde stråling.
Cobalt-60 skærer som en kniv
Atomreaktorerne gjorde det muligt at producere en lang række forskellige radioaktive stoffer til medicinsk brug.
Et af dem er cobalt-60, som ikke findes i naturen, men kun kan fremstilles i en reaktor ved at bombardere cobalt-59 med neutroner. Cobalt-60 skulle vise sig at bane vejen for en revolutionerende teknik, der kaldes gammakniv.
Det er den behandling, der i 2011 reddede vietnameseren Do Quoc Hungs liv trods en lungekræftdiagnose, som tidligere ville have været udsigtsløs.
Atomkraft har reddet millioner af menneskeliv
Knap to millioner menneskeliv er blevet sparet, fordi atomkraft har erstattet forurenende kulkraftværker. Beregningen er foretaget af to NASA-forskere, der til sammenligning konstaterer, at kun 4900 mennesker døde som en direkte følge af atomkraft i 1971-2009. Tallet er omdiskuteret, fordi der er uenighed om, hvor mange dødsfald der skal tilskrives Tjernobyl-ulykken, men selv med de højeste skøn er atomenergi langt mindre farlig end kulkraft.
- 1.800.000 dødsfald er undgået, fordi atomkraft har erstattet kulkraftværker.
- 76.000 menneskeliv om året blev reddet af atomkraft i perioden 2000-2009.
- 7.000.000 dødsfald kan undgås i løbet af de næste fire årtier, hvis fossile brændstoffer erstattes af atomkraft.
Kul er 14 gange så farligt som atomkraft:
Atomkraft
1,2 dødsfald pr. 10 milliarder kWh (mest pessimistiske skøn)
Gas
1,6 dødsfald pr. 10 milliarder kWh (mest pessimistiske skøn)
Vandkraft
1,6 dødsfald pr. 10 milliarder kWh (mest pessimistiske skøn)
Kul
32,7 dødsfald pr. 10 milliarder kWh (mest pessimistiske skøn)
Gammaknivteknikken fungerer ved, at radioaktive stoffer stråles ind i kroppen, så de stort set kun rammer kræften, som hvis kirurgen brugte en ekstremt præcis kniv.
Det aktive stof i gammakniven udsender gammastråling, dvs. ekstremt kortbølget lys, der er stærkt nok til at slå elektroner løs fra atomerne i de kræftramte celler.
Derved skabes såkaldte radikaler – atomer, hvis ene elektronpar er brudt op. Radikalerne reagerer stærkt med atomerne omkring dem og slår på den måde kræftcellerne ihjel.
Behandlingsmetoden blev afprøvet for første gang i 1968, og det blev begyndelsen på den såkaldte radiokirurgi.
Igennem årene er metoden forfinet, og i dag bruger lægerne ofte en såkaldt roterende gammakniv, hvor strålingskilden kører rundt om patienten og stråler fra forskellige retninger.
Det gør metoden mere præcis og mindsker strålingen af raskt væv, så det er blevet muligt at kurere patienter som Do Quoc Hung.
I 1970’erne og 1980’erne førte de radioaktive stoffer til endnu et gennembrud.
Med de moderne skanningsmetoder – CT-, MR- og PET-skanning – der fungerer ved hjælp af radioaktive sporstoffer, er det blevet muligt at kortlægge fx kræftramte områder i kroppen i langt flere detaljer.
Det har gjort radiokirurgi endnu mere anvendelig, fordi lægerne nu kan sigte med større præcision.
Kernevåben udløser en global vinter
Globale temperaturfald, ødelagte afgrøder og massive solskoldninger. Konsekvenserne af en moderne krig med kernevåben vil være katastrofale. I 2014 beregnede klimaforskere effekten af en tænkt krig mellem Indien og Pakistan, hvor der detoneres, hvad der svarer til 100 gange Hiroshimabomben. En lille atomkrig, da mange brintbomber i dag er ti gange så kraftige.
Årene efter atomkrigen:
1 år
De globale temperaturer er 1,1 °C lavere, fordi sollyset absorberes af sod. I atmosfæren stiger temperaturen og får skyerne til at fordampe, så nedbøren falder 6 pct.
5 år
Somrene er op til 4 °C koldere i Europa og Nordamerika, så høsten bliver mindre. Flere får hudkræft, fordi soden har ødelagt op imod 25 pct. af ozonlaget.
10 år
De globale temperaturer er steget en halv grad, og nedbørsmængden er nu kun 4,5 pct. lavere end før atomkrigen. Ozonlaget er oppe på
92 pct. af normalen.
26 år
Temperaturer, nedbør og ozonlag er stort set tilbage på niveauet fra før atomkrigen.
Accelerator behandler kræft
Den teknologiske udvikling har gjort partikelacceleratorer mere udbredte, og med acceleratorerne kan lægerne producere stråling med højere energiindhold end ved den hidtidige radiokirurgi og derved slå kræftceller ihjel endnu mere effektivt.
Det nyeste inden for radiokirurgien er såkaldt microbeam radiation – en teknologi, der ventes at få stor betydning for kræftbehandling, fordi den er så ekstremt præcis.
Teknikken tager udgangspunkt i en såkaldt synkrotron, en cirkulær partikelaccelerator.
Verdens mest ekstreme våben efterligner Solen
Den oprindelige atombombe fik al sin kraft fra spaltning af atomkerner – fission. I dag er de fleste atombomber imidlertid såkaldte brintbomber. Verdens kraftigste våben efterligner processerne i Solens indre, hvor et tryk, der er 250 milliarder gange større end ved jordoverfladen, og en temperatur på omkring 15 millioner °C smelter brintatomer sammen til helium. Brintbomben bruger fission til at sætte gang i fusionen af brint, der udløser ekstrem energi.

Atombomben får al energi fra fission
Sprængning
Bombens kræfter slippes løs af en kugle af plastisk sprængstof. Inde i kuglen er bombens brændstof, plutonium-239, og en såkaldt initiator af beryllium og polonium-210. Ved eksplosionen presses det ustabile polonium-210 sammen med beryllium.

Atombomben får al energi fra fission
Kernespaltning
Polonium-210 udsender alfastråling, som slår neutroner løs fra berylliumatomerne. Når de rammer ind i plutonium- 239-atomerne, spaltes de og udsender energi og to-tre nye neutroner, så alle atomer spaltes på et mikrosekund i en kædereaktion.

Brintbomben tilføjer fusion
Opvarmning
Fissionsprocessen, kernespaltningen, udsender gammastråling. Strålingen reflekteres fra indersiden af bombens beklædning og opvarmer dens indre til omkring 100 mio. grader. Den ekstreme varme sætter bombens næste trin i gang – fusion.

Brintbomben tilføjer fusion
Eksplosion
Brændstoffet i bombens fusionstrin består af de to typer tung brint, deuterium og tritium, i en skal af uran. Processen er hemmelig, men varmen får sandsynligvis uranskallen til at eksplodere, så den modsatrettede kraft presser brinten sammen.

Brintbomben tilføjer fusion
Fusion
Det ekstreme tryk får deuterium og tritium til at fusionere til et nyt stof, helium, ligesom det sker hele tiden i Solens kerne. Processen frigiver enorme mængder overskydende energi – mere end fire gange så meget som ved fission.
Et magnetisk felt accelererer partikler hurtigere og hurtigere rundt, og strålingen øges i takt med hastigheden.
Accelerationen får partiklerne til at udsende røntgenstråling, og strålingen fokuseres, så den stråle, der sendes ind i kroppen, måler helt ned til ti mikrometer (1/100.000 m) i diameter – omkring en tiendedel af et menneskehår.
Princippet i behandlingen er, at man skyder mange små, præcise pulser af stråling mod de kræftramte celler.
På den måde minimeres skaderne på raske celler. Microbeam-behandling ventes bl.a. at kunne bruges mod svulster i centralnervesystemet, der hidtil har været svære at behandle.
Atombomben blev skabt som et våben mod militære fjender og gjorde mennesket i stand til at ødelægge hele Jorden.
Men med dommedagsvåbnet fulgte en teknologi, der redder liv ved at bekæmpe fjender inde i kroppen med ekstrem præcision.