Havana-syndrom
En mystisk lidelse hjemsøger amerikanske efterretningstjenester på Cuba.
Tilfælde af påfaldende pludselige og uforklarlige symptomer, der enten kortvarigt eller kronisk har tvunget diplomater, agenter og soldater i knæ, har siden 2016 floreret.
Nu kaster en artikel i The New York Times lys over omfanget af det såkaldte Havana-syndrom, der viser at det langtfra kun er den cubanske hovedstad, der er ramt.
Lignende lidelser har ramt over 60 personer ansat ved det amerikanske udenrigsministerium i både Rusland og Kina, men også på amerikansk jord.
Seneste tilfælde er fra september 2021, hvor en amerikansk diplomat i Serbien måtte evakueres, ifølge Wall Street Journal.
En ukendt fjendtlig teknologi er under mistanke for at være kilde til syndromet.
Skinger lyd indleder lidelse
Det ramte efterretningspersonale rapporterer bl.a. om først at have hørt en skarp lyd, for derefter at mærke et højt tryk i kraniet. Efterfølgende er de blevet ramt af forskellige forstyrrelser.
VIDEO: Se et offer forklare følelsen af Havana-syndromet
Symptomer på Havana-syndrom
Listen over symptomer ved Havana-syndromet omfatter bl.a.:
- Kvalme
- Svimmelhed
- Synsforstyrrelser
- Gangbesvær
- Høretab
- Søvnløshed
- Hukommelsestab
Ifølge en amerikansk rapport tyder symptomerne på, at effekten stammer fra ”målrettet, pulserende radiofrekvent energi”.
Virkningen er kendt fra patenter på anordninger, der undersøger brugen af mikrobølger som våben.
Sådan kan bølger lamme kroppen
Flere velkendte våben bruger bølger til at uskadeliggøre en fjende.
Fx bruger et våben pulserende radiobølger til at påvirke små hår dybt inde i øregangen. Det medfører svimmelhed, orienteringsforstyrrelser og ødelægger balanceevnen.
Et andet våben udsender mikrobølgeenergi, der bliver optaget i hjernevævet og skaber en lille, men hurtig stigning i temperatur, så vævet udvider sig.
Udvidelsen skaber en trykbølge af lyd inde i kraniet, som giver et voldsomt ubehag.
Syndrom giver varige hjerneskader
En undersøgelse fra 2019 viste, at syndromet hos nogle havde sat sig som hjerneskader, der kan sammenlignes med en vedvarende hjernerystelse.
Den amerikanske præsident Joe Biden arbejder ifølge The New York Times aggressivt på at undersøge sagen til bunds.
Anonyme kilder i både den tidligere præsident Trump og Bidens administration har ytret mistanke om, at russiske militære efterretningstjenester står bag.