Hvordan kan bomber ramme så præcist?

En del bomber styres mod målet ved hjælp af laserstråler. Det foregår på den måde, at en specialuddannet soldat ligger gemt inde i fjendens land og med en laser “peger” på det sted, hvor bomben skal ramme. Piloten oppe i bombeflyet mange kilometer derfra kaster bomben, der herefter via en modtager i næsen og nogle styrefinner styrer direkte mod de laserrefleksioner, der tilbagekastes fra bombemålet. På den måde kan bomben bogstavelig talt smides ind ad et vindue – træfsikkerheden er nede på få meter. Men det siger næsten sig selv, at denne form for bombning langtfra er problemfri. Det kræver meget i form af specialuddannelse og specialudstyr at holde sig skjult i ugevis og oven i købet skulle bevæge sig rundt ved de udpegede bombemål, der sandsynligvis er grundigt bevogtet. Man har derfor også udviklet en teknik, hvor bomben kan styres via satellitnavigation. En lille satellitmodtager i flyhalen kan via styrefinnerne styre bomben direkte mod den position, som piloten har fået udpeget hjemme fra basen. Fordelen ved denne type er selvfølgelig, at det ikke kræver en mand på den udsatte position i fjendens land. Ulempen er, at det ikke er muligt at omdirigere bomben, når den først er kastet. Det kan derimod soldaten med laserpegepinden, for han kan bare flytte den over på et andet mål. Fordelen ved disse avancerede og nøjagtige sigtesystemer er, at man kan bruge færre og svagere bomber end tidligere. Under Anden Verdenskrig kastede man bomberne ud efter et sigtekryds i flyet, hvorefter bomben faldt frit ned mod målet. Resultatet var en elendig træfsikkerhed, så det var nødvendigt at bruge mange og kraftige bomber for fx at ramme et bygningskompleks.