Spionsatellitternes evner er statshemmeligheder og derfor baseret på gætværk.
Meget tyder dog på, at de allerbedste affotograferer jordoverfladen med en opløsning på ca. seks cm.
En opløsning på seks cm betyder, at hver pixel i fotoet dækker seks gange seks cm. Til sammenligning måler en lille smartphone ca. seks gange 12 cm og fylder altså blot to pixel set fra rummet.
Opløsningen på seks cm er høj nok til, at analytikere kan fastslå typen af kampvogne og tunge våben i en militærkonvoj eller jagerfly på en luftbase.
Satellitter ser det store billede
1. Dronebilleder er skarpe
Fotos fra droner og fly har en høj opløsning. Men begge er sårbare overfor nedskydning og får kun lov til at fotografere en russisk T-14 tank som denne i fredstid.
2. Satellitfotos var grynede
USA har siden 1976 benyttet spionsatellitter. I begyndelsen havde de en opløsning på ca. 30 centimeter, hvilket ikke er nok til at bestemme fx den præcise type af en tank.
3. Hubble vendes mod Jorden
I dag er spionsatellitter baseret på Hubble-rumteleskopet. Under perfekte forhold leverer kameraet en opløsning på seks cm, hvor en tank og dens bemanding er nemt genkendelige.
Til gengæld opløsningen ikke god nok til at aflæse fx en nummerplade.
En typisk europæisk nummerplade er 11 cm høj og 52 cm bred. Den består altså kun af ca. 16 pixel, hvilket omdanner nummerpladen til en grynet flade, der er umulig at læse.
Atmosfæren begrænser spionsatellitterne
Det er naturen og ikke teknologien, som sætter grænsen for, hvor detaljerede spionfotos fra rummet kan blive.
Atmosfæren er nemlig aldrig helt i ro, da temperaturforskelle og ting i bevægelse som fugle, fly og vind skaber forstyrrelser. Uroen danner et utal af hvirvler og bobler og forårsager mikroskopiske forskelle i luftens massefylde.
Forskellene fungerer som små linser, der bryder lyset på vej gennem atmosfæren. Og den effekt udtværer altså alle detaljer mindre end ca. seks gange seks cm.