Draeberdroner i flok

Krigens kunstige intelligens: Dræberdroner indtager slagmarken

Kamikazedroner, robottanks og autonome krigsskibe – den kunstige intelligens har indtaget slagmarken til lands, til vands og i luften. Nu er softwaren blevet så avanceret, at det sværeste valg af dem alle for første gang overlades til robotterne: hvem der skal leve eller dø.

Kamikazedroner, robottanks og autonome krigsskibe – den kunstige intelligens har indtaget slagmarken til lands, til vands og i luften. Nu er softwaren blevet så avanceret, at det sværeste valg af dem alle for første gang overlades til robotterne: hvem der skal leve eller dø.

Claus Lunau

En drone styrtdykker mod sit mål i slutningen af marts 2020.

Tæt ved jordens overflade udløser den sprængladningen. En eksplosion slynger en dræbende byge af metalsplinter ud mod soldaterne.

Hændelsen er beskrevet i en rapport fra FN og er første gang, organisationen kan rapportere om droner sendt i krig for at slå ihjel, uden at en menneskelig operatør har styret angrebet hele vejen med satellitforbindelse og joystick.

“Konvojer og styrker på retræte blev efterfølgende jagtet og angrebet af dødbringende autonome våbensystemer. De var programmeret til at angribe uden brug af dataforbindelse mellem operatøren og våbnet,” lyder beskrivelsen af det ubemandede droneangreb i rapporten fra FN om hændelsen i Libyen i 2020.

Droneangrebet var en del af operation Peace Storm, som libyske regeringsstyrker satte i værk for at slå styrker med forbindelse til krigsherren Khalifa Haftar tilbage i området omkring hovedstaden Tripoli.

"De var programmeret til at angribe uden brug af dataforbindelse mellem operatøren og våbnet." FN-rapport

Rapporten beskriver bl.a. dræberdronen STM Kargu-2, som blev brugt under angrebet.

Angrebet kan være et skræmmende forvarsel om en ny æra inden for krigsførelse, hvor beslutningen om, hvem der skal leve eller dø, ikke længere er overladt til menneske og moral, men en algoritme.

Drone bærer sprængladning

FN-rapporten nævner ikke direkte, om dronerne lykkedes med at dræbe mennesker, men hændelsen er et klart signal om, at kunstig intelligens er på vej til at blive en integreret del af krigsførelse over hele kloden.

Et nærmere blik på dræberdronen STM Kargu-2 viser, at den ikke adskiller sig meget fra traditionelle droner.

Den er batteridrevet og kan flyve i 30 minutter. Den er 60 cm lang og udstyret med fire rotorer og et kamera med 10 x optisk zoom, som gør en operatør på landjorden i stand til at se med dronens “øjne” under flyvningen.

Men herfra hører lighederne op.

Den flyvende dræber er designet til at ofre sig selv for at tage menneskers liv på samme måde som de japanske kamikazepiloter under 2. verdenskrig.

Med sig kan dronen bære en sprængladning på op til 1,3 kg – nok til at dræbe en gruppe mennesker eller uskadeliggøre en lastbil.

Den bruger kunstig intelligens-software til at analysere billeder fra sit kamera, og når målet på landjorden er udpeget med hjælp fra operatøren, kan dronen på egen hånd afslutte angrebet – også selvom dronen ikke længere har radiokontakt til operatøren. FN-rapporten handlede netop om sådan en manøvre.

Når dronen er inden for en ønsket afstand af fjenden, låser den sig fast på målet, indleder sit styrtdyk og flyver med op til 70 km/t og detonerer sprængladningen i en højde over målet beordret af operatøren.

Dræberdrone letter
© STM

Dræberdrone arbejder på egen hånd

Med kameraer og kunstig intelligens lokaliserer, jager og dræber dronen Kargu-2 i en mission, hvor dronen selv må lade livet efter at have detoneret en sprængladning.

Drone letter fra plæne
© STM, Shutterstock & Ken Ikeda Madsen

1. Dronen letter med bombe

Når dronen letter fra landjorden, er den udstyret med fire rotorer, kamera, infrarødt kamera til nattesyn samt kunstig intelligens til at genkende mål på landjorden. Med sig har den et sprænghoved på op til 1,3 kg.

Drone analyserer og finder sit mål
© STM, Shutterstock & Ken Ikeda Madsen

2. Målet bliver udpeget

Fra landjorden kan en menneskelig operatør se video fra dronens kamera. Batteriet kan holde dronen flyvende i op til 30 minutter. Operatøren kan kommunikere med den over afstande på op til 10 km. Den kan angribe på egen hånd uden radiokontakt.

Drone styrtdykker og detonerer
© STM, Shutterstock & Ken Ikeda Madsen

3. Styrtdyk rammer fjenden

Med målet udpeget styrtdykker dronen og detonerer en sprængladning tæt på målet. Sprængladningen indeholder metalsplinter, som kan både såre og dræbe mennesker i en radius på flere meter omkring målet.

I efteråret 2020 benyttede Aserbajdsjans hær en lignende type drone under den 44 dage lange krig med nabolandet Armenien om den konfliktramte enklave Nagorno-Karabakh.

Dronen er udviklet i Israel, hedder IAI Harop og er ligesom STM Kargu-2 en kamikazedrone med et sprænghoved. Men IAI Harop kan bære op til 16 kg og er dermed endnu mere potent end den tyrkiske variant.

IAI Harop er målrettet udslettelse af fjendtlige radaranlæg og kan selv gennemføre missionen uden fjernstyring, når en operatør har udpeget målet via kamera.

Det kaldes fire-and-forget i militærsprog.

Organisationen CSIS (Center for Strategic and International Studies) anslår i en analyse, at Aserbajdsjan råder over omkring 50 IAI Harop-droner, som affyres fra batterier på ladet af militærlastbiler.

Sensorer giver ører og øjne

Militærdroner har været brugt i mange år af bl.a. USA til fx rekognoscering og angreb, men hidtil har de været fjernstyret af mennesker under angreb.

Nu frygter organisationer som Campaign to Stop Killer Robots, der bl.a. ledes af Human Rights Watch og Amnesty, at lande som USA, Rusland og Kina er ved at indlede en ny kold krig, hvor våbenkapløbet ikke handler om at udvikle de mest ødelæggende atomvåben, men de mest intelligente dræbermaskiner.

Inden for ganske få årtier er kunstig intelligens gået fra at være en fjern fremtidsvision til en meget konkret del af vores hverdag – allerede nu overlader vi dømmekraft til vores mobil, køleskab eller selvkørende bil. Og forslag på Netflix eller HBO er afstemt efter, hvad vi tidligere har vist interesse for.

Algoritmerne bag er blevet så avancerede, at de kan beregne, hvad den bedste beslutning er – fx det skarpeste træk i et spil skak.

Alt sammen baseret på den bunke af data, som billeder og videoklip, dronen er blevet fodret med – også kendt som machine learning.

Informationer kan også stamme fra lasersensorer, som udsender enkelte stråler af laserlys eller belyser omgivelserne 360 grader med lidar.

Det reflekterede lys danner en kompleks sky af datapunkter, som udgør en digital 3D-version af omgivelserne.

Eller det kan være radar, der måler radiobølger, eller akustiske sensorer som fx mikrofoner, der måler lyd fra forskellige målepunkter og bruger målingerne til at retningsbestemme et mål.

Data bliver analyseret af algoritmer med kunstig intelligens, der kan genkende genstande som køretøjer eller kendetegn som kropsform og tøj i billeder.

Kunstig intelligens kommunikerer på slagmarken
© STM, U.S. Air Force, Shutterstock & Ken Ikeda Madsen

Kunstig intelligens angriber fra alle sider

Fremtidens krige bliver ført med kunstig intelligens og robotter, der arbejder ved siden af menneskelige soldater til lands, til vands og i luften. Allerede nu kan enheder tale sammen for fx at lokalisere en fjende.

Robottanks udfører angreb

En mindre gruppe tanks er ubemandede og selvkørende robottanks, der via en følg mig-funktion følger gruppelederen via GPS. Inden slaget begynder, får robottanksene GPS-koordinater for de mål, de skal åbne ild imod.

Førerløse skibe angriber fra havet

Fra havet bliver fregatter sat ind for at assistere slaget inde på land. Et ubemandet rekognosceringsskib opdager en fjendtlig krigsubåd, som truer fregatterne, og varsler flådekommandoen via satellitkommunikation.

Dronesværme angriber i flok

Fra luften bliver en sværm af flere hundrede kamikazedroner frigivet. Dronerne kan angribe enkeltvis eller i en samlet selvmordsmission. De navigerer med en kombination af sensorer og kunstig intelligens.

Når en højtudviklet intelligens kombineres med et fintfølende sanseapperat i en drone, så er resultatet skræmmende effektivt.

Samarbejde kører overalt

Sensorer og algoritmer giver helt nye muligheder for at fremstille ubemandede krigsrobotter, som ud over luften over os også kan indtage landjorden og oceanerne.

Det amerikanske forsvars forskningsenhed DARPA har udviklet det autonome krigsskib Sea Hunter, der bruger radar og skibssporingssystemer til at navigere på egen hånd. Skibets primære opgave er at opdage fjendtlige ubåde over store afstande.

Det sker med forskellige typer sonar, der arbejder ved forskellige lydfrekvenser, og et magnetometer, som kan registrere magnetfelter som dem, der udsendes af elektriske og motoriserede maskiner.

Med de sensorer ombord kan Sea Hunter opdage og senere klassificere en fjendtlig ubåd i havet, hvilket er særlig nyttigt over for ubåde med dieselelektrisk drivlinje, som er meget stille i vandet.

Seahunter sejler ubemandet

Seahunter sejler ubemandet og kommunikerer via satellitter og andre militære enheder. Fremtidige visioner bliver potentielt udstyret med våben.

© DARPA

Det 40 meter lange trimaranskib er ikke armeret med våbensystemer, men det kan ikke udelukkes, at Sea Hunter får det engang i fremtiden.

I 2016 tilbagelagde skibet rejsen fra San Diego på den amerikanske vestkyst til Pearl Harbor, Hawaii, og tilbage igen helt uden menneskelig indgriben. Sea Hunter kan sejle ubemandet på missioner af op til 90 dages varighed.

Skibet får følgeskab af efterfølgeren Sea Hunter II og endnu et autonomt skib kaldet Sea Hawk.

Tanken er, at de helt af sig selv skal kunne udføre militære operationer og indgå i samarbejde med klassiske krigsskibe.

Også på landjorden er russerne i gang med at gøre tanks helt eller delvist autonome.

Den kompakte tank med navnet Platform-M kan således styre sine våbensystemer efter målet – den har både en Kalasjnikov og fire granatkastere – ved at bruge optiske sensorer og radar. Kalasjnikoven er ellers kendt som et håndvåben.

Selvkørende tank affyrer våben

Platform-M er en selvkørende tank bevæbnet med maskingeværer og raketter. Den blev første gang fremvist under en militærparade i Kaliningrad i 2015.

© Lex Kitaev

Denne type ubemandet køretøj er også i kataloget hos Milrem Robotics fra Estland, som i 2021 lancerede den selvkørende tank Type-X Robotic Combat Vehicle, der kan udstyres med op til 50-mm-artilleri.

Tanken er ubemandet og har en følg mig-funktion, som gør den i stand til at følge efter bemandede militærkøretøjer.

Dronesværme tænker selv

Selvom der endnu ikke findes dræberrobotter som i Terminator-filmene, der uden hjælp fra mennesker kan navigere, udpege og dræbe fjenden, frygter flere eksperter, at udviklingen går den vej.

En af de nye teknologier, der giver kritikerne dårlig nattesøvn, er de såkaldte swarm bots.

Det er betegnelsen for militærdroner, som ikke angriber hver for sig, men i lynhurtige sværme med flere dusin eller hundreder af droner med samme mål.

Under en militærparade i begyndelsen af 2021 fremviste det indiske forsvar en sværm på 75 droner, som udførte kamikazeangreb på flere forskellige øvelsesmål, bl.a. tanks, radaranlæg og brændstofdepoter.

Ifølge indiske medier har hæren i landet planer om at kunne udføre angreb med op til 1000 mindre droner, som frigives fra en større ubemandet drone og kan slå til op til 50 km inde i fjendtligt territorium.

Tank ved siden af soldat

Milrem Robotics har designet tanken Type-X, som er tænkt til at levere våbenstøtte, når ingen af de større tanks er i nærheden.

© Milrem Robotics

Dronerne i sværmene kan kommunikere med hinanden for at indgå i de rette formationer og kan manøvrere så hurtigt, at det eneste praktiske forsvar kan vise sig at være endnu en dronesværm som modstykke.

Det amerikanske forsvar har lignende planer om dronesværme og er samtidig i gang med at udvikle et antidronevåben baseret på højeffekt-mikrobølger, som skal kunne uskadeliggøre fjendtlige dronesværme.

Teknikken lammer dronernes elektronik og computere med fokuserede stråler af elektromagnetisk energi.

FN-rapporten fra Libyen giver ikke et klart svar på, hvad operatørerne bag dronen vidste eller ikke vidste, da dronen handlede på egen hånd.

Problematikken introducerer et etisk dilemma. Hvor det etisk er nemmere at regulere mod biologiske eller kemiske våben, er det straks mere komplekst, om droner i krig skal forbydes helt eller være tilladte, så længe mennesker styrer dem.

Og hvordan er det muligt i fremtiden at kende forskel på og senere bevise, om mennesker beordrer en drone til at angribe, eller om dronen handler selv?

VIDEO: Se STM-Kargu-2 angribe fra luften: