Wikimedia Commons
Open AI's chatbot kaldet ChatGPT

Revolutionerende chatbot stormer frem

Den nye chatbot kaldet ChatGPT fra Open AI kan konversere og forfatte tekster på et hidtil uhørt højt niveu.

Robotterne kommer til at overtage vores arbejde, og kunstig intelligens - også kaldet AI - vil i vid udstrækning gøre menneskelig hjerneaktivitet overflødig.

Sådan har skræmmescenariet lydt en del år efterhånden. Den kunstige intelligens har bare ikke vist sig god nok til, at de mennesker, der ikke arbejder professionelt med IT, for alvor har kunnet drage nytte af den.

ChatGPT er den mest avancerede chatbot til dato.

Det kræver hverken en app eller et særligt program, blot et login til Open AI's hjemmeside for at komme igang med at bruge ChatGPT.

© Shutterstock

Men det har ændret sig med et brag med lanceringen af Open AI’s nye chatbot kaldet ChatGPT i slutningen af november 2022.

Uudtømmeligt bagkatalog

Det nye er i denne sammenhæng ikke, at endnu en chatbot har set dagens lys, men derimod hvor god ChatGPT er til at konversere og formulere tekster.

“Du kan stille den basale spørgsmål, som du normalt ville google, eller du kan bede den om at skrive en kærlighedssang, og så gør den det,” siger tech-journalist Ann-Marie Alcántara fra Wall Street Journal i et interview og uddyber:

“Forleden bad jeg chatbotten om at skrive et essay om kvantefysik og pokémon, hvorefter den sammenfattede et essay om de to vidt forskellige emner, og hvordan de relaterer sig til hinanden.“

Der er med andre ord ikke noget, du ikke kan spørge chatbotten om, men der er dog grænser for, hvad den kan og vil svare på.

Eksempel på tekst fra ChatGPT

Sådan så det ud, da vi bad ChatGPT om at skrive et journalistisk portræt af Open AI på 1700 anslag.

© Illustreret Videnskab

Spørger du for eksempel robotten, hvor gammel du bliver, vil den svare noget i retning af, at det ikke er til at sige, men at det afhænger af livsstil og mange andre faktorer.

Vil du gerne vide, hvordan man stjæler en bil, vil den gøre dig opmærksom på, at det er strafbart og anbefale dig at benytte offentlig transport.

Trækker på enormt bagkatalog

Årsagen til, at ChatGPT både kan føre længere dialoger, indrømme fejltagelser og spotte trickspørgsmål, er, at den henter sine svar i enorme mængder data.

Den har nemlig haft adgang til det sociale medie Twitter og en stor del af internettet. Og det er gennem denne datamængde, den kløgtige chatbot har tilegnet sig sin viden om mennesker samt måden, vi agerer og kommunikerer på.

Ved at “støvsuge” dele af internettet for informationer hævder kritikere blandt andet, at Open AI kan risikere at komme på kant med ophavsretten ved at benytte sig af denne metode.

Alt kan misbruges

Som med så mange andre teknologier, er der ingen garanti for, at Open AI’s ChatGPT ikke kan misbruges. Det gælder ikke mindst i uddannelsesøjemed.

Det kan assisterende professor i strategisk ledelse ved Toronto University, Kevin Bryan, skrive under på.

“Du kan ikke længere lade de studerende løse eksamensopgaver hjemmefra,” siger Bryan ifølge Daily Mail med henvisning til, hvor god ChatGPT er til at skrive komplekse opgaver på universitetsniveau.

Han har selv testet chatbotten af flere omgange og bedt den om at skrive opgaver, hvor den kombinerer viden fra forskellige videnskabelige felter - og med stor succes.

“Den klarede det ærligt talt bedre end en gennemsnitlig MBA-studerende. Ingen af svarene var “forkerte” og de fleste var faktisk ganske uddybende,” tilføjer Bryan.

Selvom ChatGPT indtil videre har imponeret vidt og bredt, er det ikke ensbetydende med, at den er fejlfri.

© Kimberly White/Getty Images

Læs også:

Der er stadigvæk spørgsmål, den ikke kan besvare, og der er stadigvæk spørgsmål, som den svarer forkert på.

“Spørger du ind til et emne, som du er velbevandret inden for, så kan du opleve at få svar, som simpelthen er ukorrekte. Bliver spørgsmålene for eksistentielle, kommer chatbotten desuden til kort,” siger Ann-Marie Alcántara.