For mange er kunstig intelligens ren ondskab pakket ind i dræberrobotter og ansigtsløse computersystemer, der vil bekæmpe menneskeheden i film og serier.
Virkelighedens kunstige intelligens er dog udelukkende bygget for at hjælpe dig, når du søger på nettet, kigger i en smartphone eller har penge beskyttet på en bankkonto. Og brugen er kun lige begyndt.
Du har allerede daglig kontakt med kunstig intelligens
På mobilen
AI styrer fx. din digitale assistent, kameraets optage- og filterindstillinger og ordforslag i tekster.
I internet-søgninger
I Google-søgninger styrer AI bla. resultatvisningen, forståelse af tastefejl og billedresultater fra ord.
I netbanken:
Dine penge i banken er bla. AI-overvåget, der sikrer mod hacking, identitetstyveri og andet uvæsen.
Henne i butikken:
Med et kundekort kan du få skræddersyede tilbud baseret på din egen og andres købsadfærd.
Hastighed, præcision og helt menneskeligt at kunne tale til en maskine er tre af mange gode grunde til, at vi benytter kunstig intelligens ofte forkortet AI fra sit engelske ophav, Artificial Intelligence.
AI tænker hurtigere end os
I bund og grund er AI en samlende betegnelse for it-systemer som eksempelvis neurale netværk løst modelleret over den menneskelige hjerne.
Konkret er det maskiner, som modtager og bearbejder data ved hjælp af blandt andet selvlærende algoritmer, avanceret sandsynlighedsberegning og sindrige belønningssystemer for at kunne optimere og forudsige alt fra vejrudsigten til de næste ord, du skriver på din telefon.
Med hurtigere processorer og bedre AI-forståelse hos forskere og producenter bliver de såkaldte kunstige neuroner løbende mere effektive til at bearbejde data og dermed gennemskue mønstre og finde løsninger på problemer med høj nøjagtighed og i et tempo, som vi ikke kan hamle op med.
Sådan hjælper AI dig lige om lidt

Forbedrer din sundhed
Ifølge FN har menneskelige læger en diagnose-fejlrate på 3,5 procent, og AI kan hjælpe med at få den ned til en halv procent.
Omsat i menneskeliv er det ifølge verdensorganisationen millionvis af personer, der kan reddes med AI’s evne til at forudsige sygdomme og smittespredning, som vi senest har været ude for med coronavirussen.
AI kan med sundhedsdata fra dig og folk på din alder også løbende overvåge din sundhedstilstand og afgive advarsler ved eventuelle mønsterafvigelser.
Snak med hele verden
Forestil dig, at du kan tale flydende japansk med hjælp fra en app, der oversætter fra dansk til japansk i realtid.
Oversættelser af talte sprog er et område, hvor regelbundne, trænede maskiner er udset til at kunne hjælpe dig med at købe fisk som en indfødt på Toyosu-markedet i Tokyo.
Senest har Meta (tidligere Facebook) annonceret et stort projekt til universel oversættelse af både tekst og tale for hundredvis af sprog, som du og milliarder andre så kan bruge næsten helt naturligt.
Bekæmper fake news
I det daglige mediebombardement kan det være svært at gennemskue, hvad personer eksempelvis som Putin, Biden og andre- statsledere har udtalt – eller bliver beskyldt for at have udtalt.
Deepfake videoer som denne fra den amerikanske præsidentvalgkamp i 2020 eksisterer allerede i dag og vil kun blive bedre og mere udbredte. AI vil i fremtiden være vores vagtværn mod disinformation og falske nyheder.
EU, FN og andre store organisationer har sat flere sejl til for at bekæmpe tusindvis af falske nyheder på sociale medier ved eksempelvis at lade AI snuse indholdet til sig i et naturligt sprog.
Oplysningerne bliver auto-tjekket mod andre datakilder, og indholdet skal slutteligt rangeres lavere, hvis der er misvisende fakta.
Øger din cybersikkerhed
Med mere aggressiv cyberkriminalitet i Europa bliver AI-værktøjer allerede i dag sat ind som skjold.
Automatiserede trusselsopdagelser er blot én sikkerhedsgevinst, mens en anden er mere sikkert hjemmearbejde med advarsler, hvis en kollegas computer opfører sig underligt og kan smitte med virus.
En tredje fordel er AI’ens træning til at skelne mellem god og dårlig netværkstrafik, så den kan gribe ind, hvis et farligt botnet er begyndt samle sig for at angribe dit firmas computere.
Smarte byer og hjem
I Barcelona kontakter skraldespanden selv kommunen, når den skal tømmes, og i Seoul bliver trafikkens flow, hastighed og forurening løbende målt ved hjælp sensorer og optimeret af en AI.
Flere dagligdags ting kommer online, hvilket også sker med isenkrammet derhjemme, som får indbygget AI.
Du kan se frem til, at dit hjem lærer dig og dine vaner at kende med den rigtige musik om morgenen, god aftenbelysning og måske et lille trick fra din smarthund, når du kommer hjem.
AI på den længere bane
+5 ÅR: Fejlfri kundeservice
Når du i dag får hjælp eller brokker dig i chatten hos et større firma, er det sjældent en person, der læser din tekst, men derimod en robot oplært til at forstå og besvare dine henvendelser.
På lidt længere sigt forventes det, at vi en dag også har robotter i røret til at håndtere telefoniske henvendelser. Talebotten ved stort set alt, kan tale alle sprog døgnet rundt og er altid høflig.
Er din tid for kostbar til den slags, kan din digitale assistent Siri vel tage snakken med kundeservicen.
+10 ÅR: Selvkørende transport
Selvstyrende biler, droner og skibe er stadig på et tidligt stadie, men flere AI-forskere forventer, at vores transport bliver selvkørende med maskinelle her-og-nu beslutninger, der skal træffes blandt andre selvkørende transportmidler.

På den endnu længere kørebane er en af mange visioner, at vi får biler, der kan køre få centimeter fra hinanden og flette perfekt på motorvejen, fordi alle køretøjer bliver styret af samme AI, som er opdateret på alle trafikanternes positioner i realtid.
+20 ÅR: Aflaster os fra arbejde
Mange har forbandet, at maskiner for længst har overtaget flere industrielle jobs, og i de næste mange år konkurrerer AI med alle på jobmarkedet lige fra fastfood-ansatte til læger og advokater.
Det er umuligt at se klart 20 år ud i fremtiden, men selvlærende maskiner forandrer og letter formentligt jobs markant i de næste årtier.
Så har du overvejet, hvordan din fremtidige fritid skal bruges?