Glas er et underligt stof. Normalt skelner man mellem faste og flydende stoffer, men glas er faktisk begge dele, både- og. Almindeligt vinduesglas fremstilles af sand, soda og kalk, som smeltes sammen ved cirka 1500 grader. Når den flydende glasmasse derefter afkøles, størkner den, men i modsætning til mange andre materialer sker det, uden at molekylerne i glasset låses fast i et krystalgitter. Man kan derfor betragte glas som en underafkølet væske. Men det er en meget stabil væske, for selv om molekylerne ligger hulter til bulter, ændres strukturen i glasset praktisk taget ikke.
Beregninger viser, at der skulle gå millioner af år, før man ville være i stand til overhovedet at måle en udflydning af glasset. Det er derfor en myte, at glas langsomt flyder ud, så det efterhånden bliver tykkest forneden. Når glasset i kirkeruder og andre gamle vinduer ofte er tykkest forneden, skyldes det, at fremstillingen af vinduesglas i gamle dage var håndværk. Først blev glasset støbt i en form, og derefter blev glasset valset og poleret. Resultatet var nogle ruder, som var meget uensartede i tykkelsen. Når en glarmester skulle sætte ruden i, valgte han at placere den tykke ende af glasset nedad for at gøre ruden så stærk som mulig.
I dag fremstilles vinduesglas industrielt. Den flydende glasmasse trækkes op fra store kar i lange, ubrudte baner, som langsomt afkøles for at undgå spændinger i glasset. Tykkelsen på moderne vinduesglas varierer højst med en tiendedel millimeter, og det er så lidt, at det normalt slet ikke kan måles.