Hvordan kan glas stoppe et projektil?

Glas er normalt et skrøbeligt materiale, så hvordan gør man det skudsikkert?

Skudsikkert glas med kugler i
© Shutterstock

Glas gøres skudsikkert på to måder: Dels ved at gøre det tykt, dels ved at laminere det. Mens normalt vinduesglas er cirka fire mm tykt, vil skudsikkert glas typisk være mindst 17 millimeter tykt. Det skudsikre glas består af flere lag glas, hvorimellem der ligger en tynd folie af et stærkt plastmateriale. Folien er mindre end en millimeter tyk, men den er elastisk og dermed god til at opfange energien fra et projektil. Der kan sagtens være flere lag plastfolie, så glasset og folien tilsammen danner en sandwich, hvis skiftevis hårde og bløde lag vil bremse et eventuelt projektil.Folien er lige så klar som glasset, men ikke desto mindre kan skudsikkert glas godt give lyset et svagt grønligt skær, fordi lyset skal trænge igennem så tykt et lag. For at modvirke dette fænomen bruger man jernfattigt glas til fremstilling af skudsikre ruder. Intet glas er fuldstændig skudsikkert, og fagfolk foretrækker da også betegnelsen “skudhæmmende glas” frem for skudsikkert. Til gengæld kan glas gøres så skudhæmmende, at det kan modstå meget kraftige projektiler affyret på ganske kort afstand. Der findes internationale standarder for skudhæmmende glas, så man straks kan se, hvilken slags projektiler det kan modstå.