Kan diamanter holde evigt?
Diamanter er mere end robuste, men er det rigtigt, at de varer evigt?

Diamant er et af universets absolut hårdeste materialer. Men det er ikke ensbetydende med, at diamanter ikke kan destrueres. Diamanter kan brænde, hvilket den franske kemiker Antoine Lavoisier fandt ud af i 1772. Hans forsøg viste, at diamanter bliver til CO2 ved forbrænding, nøjagtigt som det er tilfældet med trækul. Derudfra konkluderede Antoine Lavoisier, at diamant er en krystallinsk form for kulstof.
Det kræver meget høje temperaturer at få diamanter til at brænde. Varmen kan fx komme fra en kraftig laser, som kan bruges til at bore huller i diamanter for at fjerne urenheder. Men selv ved stuetemperaturer og normalt tryk vil diamanter lige så stille forsvinde. Kulstof i form af grafit er nemlig mere stabilt, og før eller siden vil diamanter derfor blive til grafit. Det går dog ekstremt langsomt.
Den bedste måde at passe på sine diamanter er at beskytte dem mod sollys. I april 2011 fandt australske forskere nemlig ud af, at diamanter fordamper hurtigere i lys. Men selv i kraftigt sollys går der cirka 10 milliarder år, før man kan ane en forandring, og til den tid eksisterer vores planet ikke længere.