Shutterstock/Rawpixel
Makro, foto, sommerfugl

Mikronautens tjekliste

Det menneskelige øje kan kun se ned til 0,1 mm – diameteren på et hårstrå. Alt derunder er usynligt for os. I denne ­udgave af ­Nørdens Tjekliste går vi på opdagelse i det skjulte mikrokosmos. Du kan gå hele vejen med et mikroskop eller købe tilbehør til ­mobilen, som åbner for en fantastisk skjult verden.

Klik mikroskopet på din mobil

Vi har alligevel en skærm på os altid – hvorfor ikke bruge den? Et af de mere roste mikroskoper, der kan klipses på mobilen, er Apexel 100x Microscope. Det kun 17,5 gram tunge mikroskop stiller skarpt inden for en afstand fra 3,6 mm til 5 mm af motivet. Ifølge producenten kan det anvendes til 98 pct. af alle mobiler.

Apexel Optic, mikroskoplinse
© Apexel Optic

Kompromisløst objektiv holder motivet i ro

Intet makrokamera er bedre end sit objektiv. I den øverste liga findes Canons EF 100mm f/2.8L IS USM, der år efter år kåres til markedets bedste. Har du et kamerahus og en bankkonto, der passer til, får du et slidstærk objektiv med en avanceret stabilisator, der giver skarpe fotos, selvom du knipser uden et fotostativ.

Canon RF 100
© Canon & Sebastian Relster

Helt tæt på 3 hobbymikroskoper

© Carson

Til begynderen ...

Et bud på et meget billigt begyndermikroskop er Carson Microbrite, der har indbygget LED-lys, og som nemt kan tages med i tasken eller i lommen. Lommeteleskopet kan forstørre op til 60 gange, så du kan komme tæt på fx mineraler og insekter. Man skal ikke ryste for meget på hånden, men det stiller overraskende skarpt til prisen.

© Levenhuk

Til den begejstrede ...

I området 40 til 400 ganges forstørrelse begynder enkeltceller og blodplader at tone frem. Et godt valg til at zoome ind i dette interval er det robuste Levenhuk 400M-mikroskop. Det byder bl.a. på fin- og grovfokusering samt justerbar lysstyrke og har et genopladeligt batteri, så du kan have det med i felten.

© Bresser

Til den virkelig nærtagende...

Med Bresser Researcher Trino Mikroskop (40x-1000x) kan du i teorien zoome op til 1000 gange ind på dit emne. Oftest er cirka 600 gange dog grænsen, medmindre emnet er skåret i meget tynde skiver. Over 400 gange kan du se pollen, bakterier og sågar cellevægge og -kerner. Teleskopet kan sluttes til et digitalkamera.

Kom helt tæt på med dit mobilkamera

Moment har længe produceret kvalitetsobjektiver til mobilen, og med Macro 10x Lens er du godt rustet til din næste makrosafari. Du kan fotografere få centimeter fra dit motiv, og den tilhørende diffuser sørger for at sprede lyset jævnt. Vær opmærksom på, at objektivet kræver et Moment-mobilcover.

Moment Macro Lens
© Moment

App sørger for, at mobilen tænker småt

Nyere mobiltelefoner som fx iPhone 13 og 14 Pro og Samsungs topmodeller er født med makrokamera. De har makroindstillinger og objektiver i ultravidvinkel, der kan bruges til at komme helt tæt på fx blomster eller insekter. Men til alle, der har ældre mobiler, er der hjælp at hente i fotoapps. For Android-brugerne er HD Zoom Camera et godt bud, mens iPhone-brugerne med fordel kan downloade Camera+. For begge apps gælder det, at de hjælper dig med at vælge de rigtige indstillinger.

© Camera+