Et batteri fungerer via kemiske reaktioner, som sker hyppigere, jo mere molekylerne bevæger sig blandt hinanden.
Chancen for, at de støder ind i hinanden og skaber en reaktion, er større ved høje temperaturer, for da bevæger molekyler sig hurtigere. I koldt vejr sænkes hastigheden af de kemiske reaktioner i et batteri, som derfor virker dårligere.
Kulde dæmper reaktioner i batteriet

Vandrende elektroner skaber strøm
Når du tænder din telefon, opstår en spændingsforskel i batteriet. I den såkaldte redoxproces vandrer litium-ioner (grå kugler) fra batteriets minuspol, kaldet anoden, til pluspolen, katoden. Elektronerne (blå kugler) vil gerne følge efter, men kan ikke bevæge sig igennem væsken, elektrolytten, i batteriets midte. Den eneste vej hen til katoden er via det kredsløb, batteriet er koblet til, fx en telefon, som derved får strøm.
Kulde sløver processerne
I frostvejr sænker kulden hyppigheden af redoxprocesserne, så mindre strøm flyder ud i telefonen. I nogle tilfælde kan strømtilførslen blive så lav, at telefonen registrerer batteriet som dødt. Også ved opladning i kolde temperaturer går reaktionerne langsommere.
Skal batteriet holde for eksempel en smartphone tændt, kan kulden sænke frekvensen af de kemiske reaktioner så meget, at smartphonen registrerer batteriet som dødt.
Strøm flyder godt nok gennem kredsløbet, men molekylerne bevæger sig så langsomt og skaber så få reaktioner, at det ser ud, som om batterier “taber strøm” i kulden.
Brug mobilen i varmen, opbevar den i kulden
Det betyder dog ikke, at du ligefrem skal lægge telefonen på radiatoren.
Hvis du gerne vil have dit batteri til at holde så længe som muligt, er det faktisk smart at opbevare det koldt. Få spontane reaktioner sker løbende i et batteri – det er derfor, det af sig selv bruger den lagrede strøm over lang tid – men ligger det køligt, fx om natten, vil mindre batteri blive brugt.