Wikimedia Commons
opfandt mobiltelefonen

Hvem opfandt mobiltelefonen?

1973 var året, hvor det første opkald fra en mobiltelefon blev foretaget. Men hvem skabte den?

Adskillige mennesker og firmaer hævder at have bygget og ringet med verdens første mobiltelefon, men projektlederen Martin Cooper fra den amerikanske data- og kommunikationsvirksomhed Motorola er bredt anerkendt som manden, der skabte og ringede med den første håndholdte mobiltelefon.

Han foretog det historiske opkald fra en gade i New York den 3. april 1973. Opkaldet gik til ærkerivalen Joel Engel fra Bell Labs, som igennem et par årtier havde ligget i krig med Motorola om at komme først med den håndholdte mobiltelefon.

Coopers banebrydende telefon var en DynaTAC, som efter tidens forhold var lille og handy, men som set med nutidens øjne var noget af en klods.

Den vejede lidt over et kilo og var knap 23 centimeter lang. Opladningen tog 10 timer, hvorefter telefonen havde en taletid på 35 minutter.

Coopers mobiltelefon kom dog først på markedet 10 år senere.