Det har som bekendt ændret sig, og i dag har de fleste af os en smartphone på os de fleste af døgnets vågne timer.
Mere potentiale
Selvom telefonen er blevet mindre, hurtigere og billigere, og vi kan bruge den til at se film, betale, fotografere og surfe på internettet, så er der stadig mere potentiale i det lille apparat.
“I spændingsfeltet mellem mobiltelefoni, medicinalteknologi og internettet vil vi overvinde sygdom,” lød det fra Cooper ved Mobile World Congress (MWC).
Visionerne stopper imidlertid ikke ved øget brugervenlighed og sygdomsbekæmpelse. Forskere har nemlig allerede udviklet prototyper på teknologier, som kan udnytte kropsvarme til at oplade eksempelvis smartwatches.
“Du spiser mad, du skaber energi. Hvorfor ikke lade kroppen stå for opladningen fremadrettet?” siger Cooper til AP News.
Bagsiden af medaljen
Selvom Cooper fokuserer på mulighederne og ikke mener, at mobiltelefonens fulde potentiale endnu er blevet udnyttet, så vender han ikke det blinde øje til ulemperne ved hans egen opfindelse.
“Det, der bekymrer mig mest, er, at vi ikke har noget privatliv længere, fordi al vores data bliver gemt og gjort tilgængelig for nogle, der kan bruge den,” siger Cooper til AP News og uddyber:
“Der er folk, som finder det rimeligt at registrere, hvor du befinder dig, hvem du ringer til, og hvad du søger efter på internettet.”
Et andet område som bekymrer Cooper, er børns brug af smartphones. Han mener, at der mangler begrænsninger, og at der måske bør oprettes internet for forskellige aldersgrupper.
“Femårige bør bruge internettet som et hjælpemiddel til læring, men de skal ikke have adgang til pornografi, og andet som de ikke forstår,” siger Cooper.
Hvad den erfarne pioner angår, så bruger han, udover at ringe, primært sin telefon til at tjekke emails og foretage søgninger, som kan afklare hverdagens små diskussioner.
“Der er meget, jeg ikke har lært endnu. Jeg ved for eksempel ikke, hvad TikTok er,” slutter Cooper.