NFT-teknologien er super hot lige nu – men hvad er det egentlig?

Forstå hypen og udfordringerne med NFT-teknologien, der har potentialet til at forandre din digitale tilværelse for altid.

Forstå hypen og udfordringerne med NFT-teknologien, der har potentialet til at forandre din digitale tilværelse for altid.

NFT-teknologien med særligt handel af digitale kunstværker har i de seneste måneder fået massiv vind sejlene med flere millionhandler, hvor den hidtidige salgsrekord blev sat i december.

Rekordsalget kom i hus, da den digitale kunstner PAK’s NFT-billedserie "The Merge" blev solgt for 600 millioner kroner, hvilket er tre gange prisen på Vincent van Goghs fysiske "Solsikke"-malerier.

Mange tech-iagttagere ser NFT som en vor tids vigtigste teknologier, da penge, kunst og andre værdier i stigende grad bliver digitale. Andre kalder NFT for varm luft, der blæser henover internettet for tiden.

Her er fem vigtige punkter om NFT, så du selv kan bedømme:

Hvad er NFT?

NFT står for Non-Fungible Token, der kan forstås som en unik digital fil, hvor data ikke kan ændres - i stil med PDF-dokumenter.

I praksis er NFT unikke, digitaliserede objekter som eksempelvis en tegning, et foto eller noget helt tredje uploadet til nettet, hvor du kan bevise ejerskabet med et certifikat og derefter styre, hvordan den digitale fil kan deles og opleves.

Det svarer lidt til, hvis du har papir på at være den heldige ejer af Mona Lisa-maleriet og selv kan bestemme, hvem der efterfølgende kan købe billet til at se hendes smil.

Du kan kopiere eller streame et NFT-værk for egen fornøjelse, men at handle med kopien vil være det samme som at forsøge at sælge et foto af madonnaen fra kunstmuseet Louvre som den ægte vare.

For NFT handler i høj grad om ejerskab af et "unikt digitalt aktiv", som man vil sige i finanskredse.

En af de helt særlige ting ved NFT-ejerskabet er, at data-informationerne om din NFT i lighed med kryptovalutaer som bitcoin bliver lagret på blockchain, hvor tusindvis af computere gemmer på oplysningerne. På den måde kan du altid bevise dit ejerskab af en NFT.

I modsætning til en bitcoin, som ikke er speciel i forhold til andre bitcoins, findes der kun én original NFT – også selvom de ofte produceres i serier med små variationer i hvert værk, der så har sit eget ejerbevis.

Beeples kunstværk "Everydays: The First 5,000 Days", er sammensat af 5.000 digitale billeder og i 2021 solgt på en auktion for 460 millioner kroner som det næstdyreste NFT-kunstværk nogensinde.

© Christie's

Hvad handler NFT-hypen om?

Siden den spæde NFT-start i 2014 er det i dag hovedsageligt den kreative verden, der producerer NFT-kunstværker, som af mange anses som investeringsobjekter.

Underlæggende er NFT-værker bundet op på kryptovalutaer som især Ethereum, og i lighed med kryptovalutaerne er der mulighed for hurtige investeringsgevinster, da værdien af en NFT kan ryge igennem loftet – eller gulvet – på rekordtid.

Eksempelvis blev det stærkt politiske videoværk, "Crossroads", af den digitale stjernekunstner Beeple sidste år solgt via kunsthandleren Nifty Gateway for knap 44 millioner kroner. Fire måneder tidligere var værket købt for cirka fem millioner kroner.

Den slags historier har bidraget til, at NFT-handlerne siden sensommeren 2021 ifølge statistiksitet Statista har haft cirka en halv million månedlige unikke købere og sælgere, hvilket er en stigning på tusind procent.

I 2021 omsatte alene grafiske NFT’er som videoklip, fotografier og tegninger ifølge analysefirmaet DappRadar for 165 milliarder kroner, hvilket er på størrelse med Netflix’s samlede salg i 190 lande.

Hvordan bruges NFT?

Udover investering er sociale fællesskaber en af mange andre NFT-anvendelsesmuligheder.

Billedserien Bored Ape Yacht Club har for eksempel vist sig populær blandt kendisser. De kedsomme aber til søs er udviklet af en algoritme i en serie med 10.000 billeder, hvor nogle abebilleder er højere i hierarkiet og mere værd end andre.

Rapperen Eminem betalte i starten af januar tre millioner kroner for sin EminApe, mens Justin Bieber i slutningen af januar slap syv millioner kroner for sit abe-billede.

Bored Ape #9055 var allerede døbt "EminApe", inden rapperen Eminem erhvervede den. Guldkæden og militærkasketten er en fast del af Eminems faste udtryk, og Marshall Mathers III, som er Eminems rigtige navn, købte da også ved årsskiftet 2021/2022 "EminApe" for 123,45 Ethereum (ETH) - svarende til ca. $460.000.

Seriens abe nummer 2087 blevet i efteråret den hidtil dyreste med et prisskilt på 15 millioner kroner.

Aberne og medlemmer af lignende communities kan med deres originale billeder lufte deres tilhørsforhold til et virtuelt mødested, hvor det rigtige NFT-bevis giver adgang til en eksklusiv klub.

I nogle tilfælde bliver en NFT også brugt som fysisk adgangsbillet til særlige koncerter, mens flere NFT-handelsplatforme tilbyder ejerskaber i andele, så du kan eje én procent af et dyrt kunstværk og tjene én procent ved et salg.

Gamere kan i computerspil købe NFT-våben og -værktøjer på vej mod målet og naturligvis sælge dem igen senere.

I flere spil kan du betale for at spille og optjene NFT’er undervejs ved at opsamle diamanter og andre dimser, som senere kan omsættes til mere spilletid eller rigtige penge.

Justin Bieber er nu også en del af Bored Ape Yacht Club med dette værk (#3001), som han i januar 2022 erhvervede for 500 Ethereum (ETH) svarende til $1.310.000.

© OpenSea

Hvordan møder jeg NFT i min hverdag?

Beslægtet med computerspil er fremtidens 3D-internet udskreget som det store NFT-gennembrud.

Lige nu arbejder techgiganterne stenhårdt på at bygge det såkaldte metaverse, hvor vi med headsets skal suges ind i den virtuelle verden som indbyggere frem for at være brugere foran en skærm.

Især Facebook investerer med sin navneforandring til Meta milliardvis af dollar for at realisere rejsen fra socialt medie til en virtuel verden.

Selskabets stifter Mark Zuckerberg har tidligere estimeret, at transformationen vil ske inden for fem år.

Til den tid foregår vores online-tilstedeværelse via avatarer, som kan stresse af i smukt designede omgivelser eller arbejde på det digitaliserede kontor med avatar-kollegerne og være socialt sammen med venner og familie til et slag virtuel crocket på en pixelgrøn græsplæne.

NFT kommer ind i billedet, når vi fremover i tech-giganternes vision bruger mere tid i den virtuelle verden. For det er vel naturligt, at vores avatarer skal se godt ud og have de bedste remedier til rådighed – lidt ligesom computerspillernes våben og værktøjer.

Producenterne slikker sig derfor om munden ved tanken om, at moden og det menneskelige behov for at skille sig ud som individualister følger med ind i 3D-internettet, hvor du så kan købe dine nye, flotte sko for anden gang – nu som NFT-objekt.

Hvor sikkert er NFT?

Lyder det hele lidt for skørt?

Så tænk på, hvordan du i tidernes morgen tilmeldte dig et socialt medie for at være til stede, hvor vennerne og familien hang ud.

Du kan måske også overveje, hvor længe du bruger på at vælge dit profilbillede, opdatere din status og generelt tage dig godt ud online.

Tænk, hvis du ovenikøbet kan tjene penge på det.

Herudover kan NFT muligvis også være med til løse sikkerhedsudfordringer i forbindelse med eksempelvis identitetstyveri, da teknologien med sin unikke natur og informationer om ejerskab lagret på blockchain kryptografisk er umulig at kopiere.

Det kræver så bare, at NFT-ejerne og handelsplatformene ikke selv bliver hacket, så kriminelle kan tiltvinge sig ejerskab over en NFT, ligesom vi tidligere har set med stjålne kryptovalutaer.

Derfor skal der herfra lyde en advarsel om at spekulere i NFT uden først at sætte sig grundigt ind sagerne. For markederne er svingende, og mulighederne er brandvarme lige nu – også for de it-kriminelle.