Courtesy of Zhengmao Lu
Nyt kølesystem fra MIT

Nyt kølesystem virker helt uden elektricitet

Ved hjælp af fordampning og stråling er det lykkedes forskere fra MIT at skabe et nyt kølesystem, der kun skal bruge en smule vand.

I takt med at temperaturerne stiger verden over, bliver behovet for strømsultne aircondition-systemer formentlig ikke mindre.

Men nu har forskere fra Massachusetts Institute of Technology fundet en innovativ løsning, som kan forlænge holdbarheden af fødevarer og måske supplere klodens mange kølesystemer - helt uden brug af elektricitet.

Kan tredoble holdbarheden

Systemet bygger på tidligere undersøgelser og kombinerer såkaldt strålingskøling og fordampningskøling i et lille panel, der minder lidt om en solcelle.

Panelet kan sænke temperaturen med op mod 9,3 grader i forhold til temperaturerne i omgivelserne og placeres enten ovenpå eller ved siden af den ting, der skal køles - fx en kasse med mad eller medicin.

På den måde kan systemet, ifølge forskerne, bruges til at opbevare fødevarer op mod 40 procent længere under fugtige forhold og tredoble opbevaringstiden i tørre omgivelser.

Forskerne mener også, det kan bruges til at køle det vand, der bruges i klimaanlæg og dermed nedsætte behovet for elektricitet.

Nyt kølesystem fra MIT

To udgaver af kølesystemet blev testet på taget af MIT's bygning. Til venstre ses en prototype på det nye system, som bl.a. kombinerer fordampningskøling og strålingskøling. Til højre ses et system, der kun bruger fordampningskøling til sammenligning.

© Courtesy of Zhengmao Lu

Kræver kun ét ekstra element

Systemet består af tre forskellige lag, som tilsammen køler, i takt med at vand og varme bevæger sig igennem systemet.

Det øverste lag er en såkaldt aerogel, som er en svampelignende struktur, der består af plastik og luft. Gelen er isolerende, men sørger samtidig for, at vanddamp og infrarød stråling kan slippe igennem.

Under aerogelen ligger et lag af hydrogel, som også er et svampelignende materiale, hvor hulrummene er fyldt med vand i stedet for luft. Når det flydende vand opvarmes, fordamper det og stiger op i det øverste lag.

Nederste lag består af et spejllignende materiale, som reflekterer sollys og sørger for, at den infrarøde stråling ikke opvarmer maden.

Ifølge forskerne kræver systemet blot tilførsel af en smule vand. Samtidig er de fleste af materialerne, undtagen aerogelen, relativt billige og nemme at producere.