Aerogel er ikke en ny opfindelse, men i den nye type er isoleringsevnen øget kraftigt. Hver væg mellem luftlommerne består af to keramiske lag, som virker på samme måde som de to lag glas i en termorude, og leder derfor mindre varme fra lomme til lomme.
Forskerne skabte den nye aerogel ved at bygge videre på erfaringer med materialet grafen, som er todimensionelle strukturer af kulstofatomer, dvs. plader af kulstof, som kun er et enkelt atom tykke. Grafen-pladerne kan sammensættes i en tredimensionel struktur, men materialet kan ikke tåle høj varme.
Derfor udnyttede forskerne den tredimensionale grafenstruktur til at bygge et skelet, som de påførte det keramiske materiale, hvorefter de brændte skelettet væk. Tilbage var den nye keramiske aerogel.
Kan blive værdifuld i rumfarten
Forskerne testede med succes materialet i 500 cyklusser, hvor temperaturen skiftede mellem -198 grader og 900 grader. Aerogelen klarede også langvarig varmepåvirkning, hvor den gennem en uge var udsat for 1400 grader.
Det nye isolerende materiale kan især blive værdifuldt i rumfarten, hvor sonder og satelliter skal beskyttes mod de temperaturskift, der opstår, når en del af et rumfartøj drejes fra at være i skygge til at være direkte udsat for Solens stråling.