Day Zero. Navnet leder tankerne i retning af Hollywoods katastrofefilm, men i australske byer som Armidale, Dubbo og Stanthorpe beskriver det en virkelighed i den ekstreme tørkes tegn.
Her klinger udtrykket særlig ildevarslende i indbyggernes ører, for det dækker over den dag, hvor myndighederne efter års alvorlig tørke må lukke helt af for vandforsyningen.
For en række af Australiens byer er denne dag blot få måneder væk.
Og vandproblemerne begrænser sig ikke til Australien. Klimaforandringer, der skaber voldsommere tørkeperioder, som strækker sig over flere år, har sammen med et stadig stigende vandforbrug sat en tredjedel af klodens grundvandsdepoter under pres og skabt en verdensomspændende vandkrise.
Ud over Australien er bl.a. Sydafrika og Indien også ramt, og ifølge FN lever over fire milliarder mennesker i områder med vandmangel mindst en måned om året.
Stigende befolkningstal, øget urbanisering og varmere klima vil kun forværre problemet i de kommende årtier.
Forskerne har derfor travlt med at udvikle nye teknologier, der kan trylle rent drikkevand ud af verdens slunkne vandhaner.
Tørkeramte skyder kænguruer
Knastørre flodlejer og dæmninger med lavvande i reservoiret er blevet normen mange steder i Australien.
I landets folkerigeste delstat, New South Wales, var januar 2017 til august 2019 for eksempel de tørreste målte 32 måneder nogensinde.
Den australske minister for vandressourcer, David Littleproud, besigtiger et udtørret vandreservoir i oktober 2019.
Situationen er så alvorlig, at landmænd i det tørkeramte område i 2018 fik lov til at skyde flere kænguruer end normalt.
Årsagen er, at kænguruerne, som der findes omkring 45 millioner af i Australien, på grund af tørken bevæger sig ind på landbrugsområder i søgen efter vand og føde.
I august 2019 meldte myndigheder desuden ud, at de var klar til at bruge ti millioner australske dollars på at redde fisk i regionen fra en regulær dommedag.
Australiens ekstreme hede får kænguruer til at invadere farmernes jorde. Her æder de afgrøderne og drikker direkte af gårdenes vandtanke.
“Dette er den værste tørke, siden vi er begyndt at registrere data. Vi har i de seneste to år slået flere rekorder. Men det ikke rekorder, vi ønsker at slå,” siger borgmesteren i regionen Southern Downs i New South Wales, Tracy Dobie.
I september 2019 indførte Southern Downs en såkaldt kritisk vandgrænse på maksimalt 100 liter vand pr. person om dagen.
Selvom indbyggerne overholder restriktionerne, forventes byer som Stanthorpe og Warwick alligevel at løbe tør for vand i løbet af de første måneder af 2020. Sker det, må vandet fragtes ind med lastbiler.
Når du ser blå himmel, ingen skyer, tør jord og død vegetation, er det svært at være positiv. Tracy Dobie, borgmester, Southern downs, Australien
En del af forklaringen på Day Zero skal findes i den globale opvarmning, som bl.a. medfører højere temperaturer og længerevarende tørkeperioder i nogle dele af verden.
Langvarig tørke sætter grundvandet under pres, da de underjordiske depoter bliver den eneste kilde til ferskvand.
Grundvandet svinder også pga. forbruget i private hjem, i landbruget og i industrien. Undersøgelser viser, at en tredjedel af de største grundvandsmagasiner i verden bliver tømt foruroligende hurtigt pga. menneskelige aktiviteter.
Samtidig øger klimaforandringer vandstanden i verdenshavene, hvilket kan ødelægge drikkevandet i kystnære områder.
Her risikerer det salte havvand at løbe ned i grundvandsmagasiner og gøre vandet så salt, at det ikke længere kan drikkes.
Klimaforandringer presser grundvandet
Oceaner, søer og floder flytter sammen med atmosfæren vandet rundt på Jorden i et evigt kredsløb. Men klimaforandringer truer kredsløbet, så nogle områder bliver knastørre, mens andre får grundvandet forurenet af salt.
Fordampning fra havet stiger
Verdenshavene står for 86 pct. af fordampningen af vand til atmosfæren. En varmere atmosfære kan holde på mere vanddamp, hvilket igen øger fordampningen.
Varm luft giver ekstremt vejr
Den øgede mængde vanddamp giver kraftigere regn nogle steder, mens andre egne oplever længere tørkeperioder og øger forbruget af grundvand.
Gletsjere svinder ind
I en varmere atmosfære falder mere nedbør som regn i stedet for sne. Afsmeltningen af fx gletsjere og snedækkede bjergtinder øges og får verdenshavene til at stige.
Drikkevandet forurenes
I kystnære egne og østater får den stigende vandstand saltvandet til at trænge ind over land. Her siver det ned i grundvandsdepoterne og gør vandet udrikkeligt.
Udviklingen er dokumenteret af NASA-satellitterne GRACE (Gravity Recovery and Climate Experiment). Fra 2002 til 2017 har satellitterne holdt skarpt øje med verdens grundvandsdepoter fra et kredsløb om Jorden.
Rumfartsorganisationen opsendte i 2018 efterfølgeren GRACE-FO.
De nye satellitter kan måle de mikrobølger, der afslører vandets bevægelser under jorden, mere præcist end forgængeren – og giver dermed et endnu nøjagtigere billede af ændringer i grundvandet verden over.
Satellit måler vandreserverne
Satellitter måler afstand med mikrobølger
GRACE-FO-missionen består af to satellitter, der kredser 220 km fra hinanden og kommunikerer med mikrobølger. Hvis Jorden var en perfekt kugle, ville afstanden mellem dem være konstant.
Jordens masse trækker i satellitterne
Bjerge, dale og vand giver små udsving i tyngdepåvirkningen af satellitterne. Udsvingene måles med mikrobølgerne og aflæses som ændringer i afstanden mellem satellitterne.
Faldende vandniveau giver svagere tyngdepåvirkning
Da bjerge meget sjældent flytter sig, vil ændringerne i den målte tyngdekraft over kort tid som regel skyldes vand, der flytter sig – eksempelvis grundvandsmagasiner, som svinger i niveau.
Farver afslører vandstand
En GPS bestemmer satellitternes position ned til et par centimeters nøjagtighed. Dermed kan et kort over grundvandet opbygges. De røde farver indikerer, hvor grundvandsniveauet er faldet – bl.a. i Australien.
Vandsyndere hænges ud
I Cape Town, Sydafrika, lykkedes det med nød og næppe at undgå Day Zero i 2018.
Ifølge forskere fra Imperial College London og University of Cape Town skete det ved at reducere vandtrykket i ledningerne, indføre strafgebyrer på overforbrug og installere målere, der automatisk lukker for vandtilførslen ved for højt forbrug.
Samtidig indførte bystyret et kontroversielt tiltag – en hjemmeside kaldet Cape Town Water Map, hvor det med farvekoder blev vist, hvilke boliger der levede op til sparekravene, og hvilke der brugte for meget vand.
På længere sigt kan en mere vedholdende del af løsningen på vandmanglen vise sig at findes i verdenshavene, der dækker 71 procent af Jordens areal og rummer 97 procent af alt vand.
I dag får lande som Malta og Maldiverne alt deres vand fra havet takket være metoder til afsaltning.
Teknikken kræver dog stadig alt for meget energi, der pumper CO2 ud i atmosfæren.
Derudover skaber afsaltningen et affaldsprodukt i form af en koncentreret saltlage, som er skadelig for havmiljøet, hvis den bare hældes tilbage i bølgerne.
Også her arbejder forskerne på nye løsninger, så afsaltningsprocessen kan drives af vedvarende energi som solceller eller bølgeenergi, mens saltlagen kan anvendes i forskellige former for industrielle processer i stedet for at blive ledt ud i havet igen.
Manglen på vand kan på den måde forvandles fra en krise til en mulighed for videnskaben, der med nye teknologier vil aftvinge drikkevand fra både havet, luften og menneskelige efterladenskaber.