En ny aktør stempler for alvor ind i det moderne rumkapløb, når raketten LauncherOne efter planen bliver affyret fra luftrummet over Stillehavet den 17. januar et sted mellem klokken 19:00 og 23:00 dansk tid.
Bag opsendelsen står det private selskab Virgin Orbit ejet af den britiske rigmand Richard Branson.
Hvis testopsendelsen forløber som planlagt, frigiver LauncherOne ti nanosatellitter, og åbner dermed en ny rute til klodens kredsløbsbaner – en rute med mange fordele i forhold til konkurrenterne.
Jumbojet flytter affyringsrampen op i himlen
Virgin Orbits teknologi består af den ombyggede Boeing 747-jumbojet Cosmic Girl, der under sin venstre vinge bærer raketten LauncherOne op i atmosfæren til 10.700 meters højde.
Jumbojetten Cosmic Girl letter fra Mojave Air and Space Port nord for Los Angeles i Californien, hvis vejret tillader det.
Herfra skyder raketten med 2800 km/t ud i rummet, hvor den frigiver sin nyttelast på op til 500 kg.
LauncherOne er skabt til at opsende små satellitter og få dem i kredsløb om Jorden. Raketten har bl.a. den fordel, at en affyring i højderne foregår med væsentligt mindre luftmodstand end for raketopsendelser fra jorden.
På den måde tæller bedre brændstoføkonomi – i hvert fald teoretisk set – blandt rakettens fordele.
Her er teknologiens 3 fordele:
Løftefly skal være springbræt for satellitter
Både virksomheder og statslige rumfartsorganisationer udvikler løftefly, der skal flyve over den brændstofkrævende nedre del af atmosfæren og opsende satellitter. Fordelene favner dog bredere end brændstoføkonomi: Opsendelser bliver fx både sikrere og hurtigere ved at undgå uvejr og flaskehalse ved Jordens affyringsramper.
© Shutterstock1. Lift gør raketaffyring budgetvenlig
Fordi løftefly kan sende raketter op ofte, minimerer de dyr spild- og ventetid. På bundlinjen vil løsninger som Stratolaunch gøre det 24 mio. kroner billigere at opsende tre små satellitter på seks kilo tilsammen.
© Shutterstock2. Flyvende platform undgår ulykker
Lave temperaturer, kraftig vind og risiko for lynnedslag aflyser ofte raketopsendelser. På flyvende platforme befinder raketterne sig over skydækket, hvor de undgår dårligt vejr og dermed ulykker og aflysninger.
© Shutterstock3. Nye satellitter kommer hurtigere ud i rummet
De luftbårne affyringsramper kan fragte nye, banebrydende instrumenter ud i rummet hurtigere og bane vejen for videnskabelige fremskridt. Fx kan nye kameraer gøre kort mere detaljerige og opdaterede.
Private dyster i rutefart til rummet
Med opsendelsen melder LauncherOne sig for alvor ind på banen som en kommerciel platform for hyppige satellit-opsendelser. Præcis ligesom SpaceX er blevet det med opsendelsen af foreløbigt 955 satellitter til det verdensomspændende internetnetværk Starlink.
LauncherOne adskiller sig på den måde, at den flyvende affyringsrampe kan lette fra enhver landingsbane og dermed undgår køen ved klodens fåtallige raketaffyringsplatforme.
Samme tilgang bruger konkurrenten, verdens største fly Stratolaunch, der dog med sit enorme vingefang på 117 meter kan opsende nyttelaster på helt op til tre gange 454 kg.
Begge fly er såkaldte 'air launch to orbit'-teknologier, der fungerer efter stort set samme principper.
Følg en raketopsendelse minut for minut:
Flyvende raketplatform gør opsendingen fleksibel
Stratolaunch kan skyde tre raketter afsted i forskellige retninger, højder og vinkler på én flyvning. Fleksibilitet er nøgleordet for metoden, der kan gøre enhver lufthavn til en rumhavn.
Takeoff
Flyet letter med fire kilometers tilløb
Stratolaunch kan lette fra en ganske almindelig startbane, som dog skal være 3800 meter lang, for at det tunge fly kan få fart nok på til at komme på vingerne. Banens bredde behøver kun at være 60 meter.
20 min.
Kursen udstikkes mod affyringsstedet
Flyet stiger i 20 minutter til 10.700 meters højde, som er den optimale højde at skyde raketterne afsted fra. Derfra kan flyet holde højden til et hvilket som helst område på kloden inden for 1852 kilometer.
20-24 min.
Raket affyres med 27.000 km/t
Fra en nøje udvalgt position frigives en raket, som falder i fem sekunder, før første trin tændes og flyver afsted med 27.000 km/t. Når den er sendt afsted, flyver flyet videre, inden det frigiver de andre raketter.
25 min. 17 sek.
Satellitten sendes i kredsløb om Jorden
1 minut og 17 sekunder senere brænder den første motor ud, og trin to og tre bringer raketten op i 400 kilometers højde, hvor den frigiver sin last.
34 min.
Kæmpefly gør klar til ny opsendelse
34 min. efter at flyet letter, er en satellit i kredsløb. Imens vender Stratolaunch hjem og forbereder næste mission.
Virgin Orbits sidste test var i maj 2020, men opsendelsen slog fejl kort efter affyring, da en brændstofledning knækkede.
NASA har testet lignende teknologier gennem mange år, men med opsendelsen 17. januar skal det vise sig, om metoden kan få luft under vingerne som et kommercielt alternativ til traditionelle raketopsendelser.
