Georgia Tech

Kunstigt dovendyr skal overvåge regnskoven

En ultralangsom robot kan give biologer ny viden om junglens truede dyr og planter.

Forskere fra Georgia Institute of Technology har udviklet en ultralangsom robot, som er lige så energibesparende som dens forbillede: dovendyret.

Den 0,9 meter lange SlothBot bevæger sig langs en stålwire, som er spændt ud mellem to træer, og vel at mærke kun, når det er nødvendigt.

Den er drevet af solceller og flytter sig selv hen i solen, når den trænger til at blive ladet op. Ellers gemmer den energien til at drive sine instrumenter, hvilket er dens egentlige formål.

Robotten SlothBot er designet med dovendyret som forbillede. Den kræver et minimum af energi, så den kan klare sig selv i månedsvis.

© Shutterstock & Georgia Tech

Udstyret med termometer, fugtighedsmåler, CO2-detektor og kameraer skal den overvåge miljøet i regnskoven og holde øje med økosystemets beboere. Det gælder fx samspillet mellem rovdyr og byttedyr eller planter og bestøvere.

Overvåger i årevis

SlothBot kan være kontinuerligt til stede i flere måneder eller endda år, og derfor kan den give biologer vigtig viden om de fine balancer, som styrer regnskovens økosystem.

Forskere fra Georgia Institute of Technology tester deres dovendyr-robot i den botaniske have i Atlanta, før den sendes på mission i regnskoven.

© Georgia Tech

Robotten testes nu i Atlanta Botanical Garden, hvor den bevæger sig frem og tilbage ad en 30 meter lang wire.

Næste skridt bliver at sætte den i drift i en af Sydamerikas regnskove, hvor den primært skal overvåge orkidéer og truede frøer. Det kræver, at den dækker et større område, og forskerne arbejder derfor med at gøre den i stand til selv at skifte fra én wire til en anden.

VIDEO: Se det kunstige dovendyr i aktion: