Matt Cardy

Pletskud fra videnskaben

Robotter, der ligner mennesker på en prik, rumparasoller og usynlige græshopper. Naturvidenskaben udfolder sig både smukt, overraskende og tankevækkende gennem linsen på et kamera.

Sole fødes i stjernefabrik

I en tåge af gas og støv, der kredser rundt om Mælkevejen, dannes tusindvis af nye stjerner. Stjernefabrikken kaldes Tarantulatågen, og takket være Paranal-observatoriet i Chile har astronomer nu taget det hidtil skarpeste billede af den glødende tåge. Stjernetågen er 600 lysår bred og den mest lysstærke stjernedannende region set fra Jorden.

European Southern Observatory

Havsnegl trækker vejret gennem huden

Søsneglen nøgen vingesnegl (Gymnosomata på latin) er ikke større end en fingernegl og lever i havdybder på ned til 500 meter. Det gennemsigtige bløddyr har ingen gæller, men trækker i stedet vejret gennem sin geleagtige hud.

Pascal Kobeh

Rød farve afslører floder på indlandsisen

Grønlands indlandsis smelter hurtigere end nogensinde før i de seneste 400 år, og det får floder af smeltevand til at fosse hen over overfladen. Smeltevandet arbejder sig ned gennem iskappen, hvor det danner dybe skakter, og for at kortlægge smeltevandets vej tilsætter forskere et selvlysende, men uskadeligt, rødt farvestof.

George Steinmetz

Ny skanner gengiver dit indre i farver

Et amerikansk firma har udviklet en skanner, der kan producere 3D-billeder af menneskekroppen i farver. Teknologien i den ekstremt fintfølende skanner er delvist udviklet af CERN og er i stand til at skelne mellem fedt, muskler, knogler og vand i kroppen.

MARS Bioimaging Ltd

Det ene af bladene er en græshoppe

Græshoppen Cycloptera speculata fra Panamas regnskov lever i træerne, hvor den ved første øjekast ikke er til at skelne fra løvet. Kroppen har facon som et blad med naturtro bladårer, og camouflagekunstneren kan endda udvikle huller og misfarvninger for at illudere insektbid eller svampeangreb.

Pete Oxford

3D-skanninger gør robot menneskelig

“Fred” er en 1,75 meter høj robot, der både kan tale og bevæge sig som et menneske. Det britiske firma Engineered Arts udvikler naturtro robotter til underholdningsbranchen og bruger data fra 3D-skanninger af rigtige personer til både at finpudse udseendet og skabe menneskelige bevægelser og ansigtsudtryk.

Matt Cardy

Honningbier bygger gådefulde broer

Når honningbier skal udvide eller reparere deres bikube, danner de broer mellem boets vægge. Det sker ved, at hver bi tager fat i den næste bis ben og danner en lang kæde mellem vokstavlerne. Bierne bruger måske brobygningen til at måle afstanden mellem bikubens vægge.

Solvin Zankl

Skovbrand får skyer til at tårne sig op

Tørke og et stort antal døde træer gjorde 2018 til et af de værste skovbrandsår i Californien. Når træerne brænder, får det også konsekvenser højt oppe over jorden. Varmen skaber luftstrømme, der fører damp og aske til vejrs, og når luften afkøles, bliver vanddampen kondenseret rundt om askepartiklerne og danner skyer.

NASA Earth Observatory

Planteplankton afslører havstrømme

Vandet under den frosne havoverflade på Tjuktjerhavet nord for Alaska er rigere på planteplankton end noget andet område i verden. Når solen er stærkest og planktonet trives, maler de to planktonarter kiselalger og kalkflagellater ishavet i grønne og hvide farver. Mønstrene opstår, fordi planktonet driver med havstrømmene.

Norman Kuring og Kathryn Hansen

Rumparaply baner vejen for marsrejser

Temperaturen kan komme op over 3000 °C, når rumsonder trænger ind i en planets atmosfære. Hidtil har sonderne været beskyttet af plastikskjolde, der er meget pladskrævende, men NASA-forskere har nu vævet et varmeskjold af kulfibertråde, der slås op som en paraply. Det kompakte skjold skal gøre det muligt at sende store rumsonder til fx Venus og Mars.

Dominic Hart

Rovfisk vokser sammen med havbunden

Falsk stenfisk er en tropisk rovfisk, der lever på bunden af Det Indiske Ocean og Stillehavet, hvor den er en mester i camouflage. Overfladen er dækket af flapper og vorter, og fisken ligger ubevægelig så længe, at der gror alger og andre vækster hen over den. Fisken er normalt gråbrun med pletter, men i infrarødt lys bliver den rød.

Kathrin Landgraf-Kluge

Astronauter fjernstyrer robot på Jorden

Robotten Rollin’ Justin ruller omkring på et rumcenter i Tyskland, men dens bevægelser styres fra Den Internationale Rumstation, ISS, 400 km over Jorden. Forsøget er en del af METERON-projektet, der arbejder på at erstatte mennesker med robotter, når de mest risikable opgaver i rummet skal udføres.

Roger Riedel