Carbon Robotics
Robot, ukrudt, laser

Robot zapper ukrudt med laser

Ny robot opsporer selv ukrudt på marken og fjerner det uden brug af gift. Våbnene mod de uønskede planter er et avanceret optisk system og en indbygget laser.

Landmænd over hele kloden kæmper en evig kamp for at holde ukrudtet nede og deres produktion af fødevarer i vejret.

Ofte er plantegift landmændenes vigtigste våben, men det kan medføre miljøproblemer, så nu har det amerikanske firma Carbon Robotics taget robotteknologi til hjælp.

Den nye “Autonomous Weeder” er en selvkørende robottraktor, som er udstyret med 12 kameraer, som holder øje med det areal, den kører henover, og kan udpege planter på marken.

Robottens kunstige intelligens vurderer, om planten er en afgrøde eller ukrudt, og hvis det er en uønsket plante, får den et skud med de indbyggede kuldioxidlasere. Metoden medfører ikke brandfare, for planten skal ikke brændes helt væk, men blot varmes op, så den visner.

Robot, traktor, ukrudt, aften

Ukrudtsrobotten kan operere døgnet rundt og bekæmpe op til 100.000 uønskede planter i timen.

© Carbon Robotics

Robot luger marken

Den autonome ukrudtsrobot kan køre døgnet rundt uden menneskelig indblanding. Den kan zappe 100.000 ukrudtsplanter i timen og rydde ca. 80.000 kvadratmeter pr. døgn.

Ifølge virksomheden bag kan robotten ikke bare reducere behovet for plantegift på markerne, den kan også øge udbyttet fra afgrøderne på markerne.

Autonomous Weeder er noget mindre end en almindelig traktor, og det betyder, at landmanden slipper for de brede spor i marken, som en marksprøjte efterlader.

Desuden betyder fraværet af gift også, at de ønskede planter på marken vokser bedre.

I økologisk landbrug er Autonomous Weeder en særlig fordel, fordi traditionel, mekanisk ukrudtsfjernelse er en meget langsommelig arbejdsproces.

Det har landmænd i USA fået øjnene op for, så Carbon Robotics kan slet ikke følge med efterspørgslen på robotten.

VIDEO: Se robotten i aktion

Video: Carbon Robotics