Russiske hackere leger med Danmarks tid
Den digitale tid er styret fra et globalt netværk af såkaldte NTP-servere (Network Time Protocol). Serverne er koblet til adskillige af verdens mest præcise atomure, og med mikrosekunders nøjagtighed holder de hele verden ajour med den koordinerede universaltid eller UTC-tid.
Uret på din smartphone henter løbende UTC-tid via mobilnetværket, der har kontakt til NTP-serverne, ligesom computere og tablets med faste intervaller sender en forespørgsel til NTP-netværket for at korrigere deres ure.
Ifølge de foreløbige oplysninger om angrebet har russerne ændret i protokollens kode, så serverne under reguleringen af sommertid ikke modtog input fra atomurene, men i stedet fra et ganske almindeligt armbåndsur.
Teleselskaber i det meste af landet arbejder lige nu på højtryk for at implementere en opdatering, der skal stille ure i alle digitale apparater tilbage til den rigtige sommertid.
Hackerangreb sætter din påskeferie i fare
Angrebet kan betyde, at påskedagene i næste måned flytter sig betragteligt. Påskedag falder altid på den den første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn.
Eksperter har en teori om, at hackerne har rykket vores tidsregning en smule over de seneste to måneder. I år faldt fuldmånen præcis på forårsjævndøgn, og hvis vi allerede har været en time foran dengang, er påsken lagt på den forkerte dato.
Det betyder, at påskedag i år vil i år falde d. 24. marts i stedet for d. 21. april, og landets arbejdsgivere skal tage stilling til, om deres medarbejdere stadig skal have fri på de fejlagtigt placerede påskedage i april.