Benzinstanderens pumpesystem er baseret på den såkaldte venturieffekt, der beskriver trykfaldet i en væske, når den strømmer fra et større rør til et mindre.
Trykfaldet skaber et sug, hvilket benzinpumpen udnytter som sikkerhedsanordning.
Ved at lede benzinen gennem en forsnævring i håndtaget opstår en sugeeffekt, som trækker luft igennem et lille rør, der munder ud i den ende af benzinpistolen, du stikker ind i bilen.
Elektronisk mekanisme ville være livsfarlig
Når du starter med at tanke, løber luften frit tilbage gennem det lille rør og tillader dig at låse håndtaget, så benzinen flyder af sig selv.
Men når tanken er fuld, står benzinen så højt, at den blokerer den lille åbning i benzinpistolen, så luft-strømmen stopper, hvilket får pumpen til at slå fra.
Systemet blev opfundet i 1939 og er rent mekanisk, så det indeholder ikke nogen elektronik, der kan udgøre en potentiel risiko i kontakten med benzindampe.