Skjult gang opdaget i Cheops-pyramiden i Giza
En ni meter lang gang er blevet fundet i den 4500 år gamle Cheops-pyramide i Giza. Det kan bane vej for flere fund.

Den egyptiske arkæolog og tidligere oldtidsminister Zahi Hawass siger, at "der er en stor sandsynlighed for, at gangen skjuler noget".
Et hold af internationale forskere har fundet en skjult gang tæt på indgangen til den største af de berømte pyramider i Giza.
Det oplyser det egyptiske oldtidsministerium.
Der er tale om en gang, der er ni meter lang og to meter bred. Den blev opdaget ved hjælp af blandt andet infrarød teknologi og 3D-simulationer.