Hybrid Air Vehicles
Luftskib flyver over by

Soldrevne luftskibe kan gøre flyrejsen klimavenlig - men har en væsentlig ulempe

Luftskibe med solceller kan være fremtidens klimavenlige og komfortable flytransport, påpeger forskere i en ny undersøgelse.

De ligner måske noget fra en scifi-film eller et alternativt steampunk-univers.

Men forskere og forretningsfolk (som Google-stifteren Sergey Brin) er allerede hoppet på de soldrevne luftskibe - i hvert fald idéen om dem.

Ny teknologi gør nemlig det gamle luftfartøj til et godt bud på fremtidens mere klimavenlige flytrafik, ligesom det også forhindrer dødbringende katastrofer som Hindenburg-branden i 1937.

Solceller sikrer grøn og sikker flyrejse

I en ny undersøgelse har tyske forskere kigget på den moderne generation af luftskibe.

Her lyder konklusionen, at de store ballon-formede luftfartøjer kan spare helt op til 99 procent af CO2-udledningen fra almindelige jet-fly.

Luftskibene flyver på elektriske motorer, der får strøm fra solceller på toppen af fartøjet. Kun når luftskibet letter, skal batterierne lades op med strøm fra en ekstern kilde, derefter er rejsen fuldstændig CO2-neutral.

Batterierne kan naturligvis kortslutte eller gå i stykker på anden vis, men de nye luftskibe er ifølge Professor Christoph Pflaum fra Friedrich–Alexander University Erlangen–Nurnberg (FAU) væsentligt sikrere end tidligere generationer.

De fleste moderne luftskibe bliver løftet med helium, der i modsætning til brint ikke er brandfarligt. Samtidig gør elektriske motorer, i stedet for forbrændingsmotorer, at de ikke skulle være lige så farlige.

Professor Pflaum er en af forskerne bag den nye undersøgelse, og han kalder solcellerne på luftskibet for "en gamechanger".

Flere selskaber arbejder på at udvikle prototyper af de nye luftskibe, og størstedelen af dem bruger ultra-tynde solceller, der kan ligge som et bøjeligt yderlag rundt om ballonen på luftskibene, som sikrer skibets opdrift.

Komfortabelt og klimavenligt, men langsomt

Luftskibene er gode for klimaet, men fylder også væsentligt mere i rejseplanen.

En tur på tværs af Atlanterhavet - fra London til New York - vil ifølge den nye undersøgelse tage to hele dage og én nat. Hjemrejsen vil tage hele tre dage og to nætter, fordi vinden her modarbejder det store luftfartøj.

Med et moderne jet-fly tager turen mellem de to storbyer omkring otte timer.

Udover den grønne klima-samvittighed påpeger fortalerne for luftskibe, at turen bliver mere behagelig, som et krydstogt i himlen for de 100-200 passagerer.