Går du med tanker om at skifte til en elbil?
Så er der som med al anden teknologi både klare fordele, små tilbageskridt, og nye ting man skal sætte sig ind i.
Her er, hvad jeg har lært efter syv måneder som elbilist.

Ny klumme indvier dig i ugens største tech-nyheder
Klummens forfatter er Nicolai Franck, tech-ekspert med en stor viden indenfor teknologi, gadgets, internet og digitale tjenester. Han udgiver nyhedsbrevet Techliv og er vært på podcasten med samme navn.
Fordel #1: Én fod styrer skuden
Det bedste ved at køre elbil er ubetinget, at min bil har det, der kaldes 'one-pedal drive'.
Konceptet, som oprindeligt er udviklet af Nissan under navnet e-Pedal, går ud på, at du stort set kan køre bilen med én fod.
Når du slipper speederen bremser bilen nemlig automatisk ned, og du er faktisk kun nødsaget til at bruge den rigtige bremsepedal, hvis du skal lave en hård opbremsning.
Det er ikke blot en helt fantastisk måde at køre bil på. Samtidig bruges den regenerative bremsekraft på at sende strøm tilbage til bilens batteri.
Derudover så føles det langt mere sikkert, at din bil begynder at bremse, i det øjeblik du slipper speederen.
Det kræver nærmest ingen øvelse at lære at køre med én pedal og lave tæt på perfekte nedbremsninger ved rødt lys eller sving. Og det gør det både let og virkelig behageligt at køre bil.
Det er ikke alle elbiler, der har one-pedal drive, hvor bilen bremser helt ned til fuldt stop. Personligt ville jeg fravælge en elbil, der ikke kan det.

En af ulemperne ved at køre elbil er, at der stadig er langt mellem ladestationerne nogle steder, og længere ture kræver derfor ekstra planlægning.
Fordel #2: Gearskiftet er udskiftet
Elbiler har ikke noget gear. Det betyder, at motorens omdrejninger bare fortsætter opad, jo mere du trykker på speederen.
De fleste elbiler har derfor ganske kraftig acceleration sammenlignet med benzinbiler. Samtidig giver det en roligere kørsel, fordi bilen kører i én lang glidende bevægelse.
Hvis du — som jeg gjorde — kommer fra en bil med manuelt gear, føles det som en meget markant opgradering.
Selv hvis du skifter fra en bil med automatgear, så føles det langt mere moderne, at bilen aldrig ender med at køre i for højt eller lavt gear - eller ‘hakker’ når gearet skifter.
For langt de fleste vil det være markant billigere at køre på strøm end på benzin. Nicolai Franck
Fordel #3: El er billigere end benzin
Elbiler er stadigvæk dyrere i indkøbspris end benzinbiler.
Men over hele bilens levetid er det overvejende sandsynligt, at den samlede pris vil tippe i elbilens favør.
For langt de fleste vil det være markant billigere at køre på strøm end benzin. Lidt afhængig af hvilken ladeløsning du har, kan din udgift til strøm være under det halve af den tilsvarende benzinudgift.
Dertil kommer, at en elbil bør være billigere i service. Der er ganske enkelt langt færre dele på en elbil, og derfor færre dele der kan gå i stykker. Der er heller ikke partikel- og oliefiltre, der skal skiftes.
Den helt store joker er naturligvis, hvor godt batteriet holder, da det uden sammenligning er den dyreste del på en elbil.
Alle bilproducenterne har en eller anden form for garanti på deres batterier, men det er stadigvæk uklart, hvad det eventuelt vil koste at skifte et batteri 8-10 år ude i fremtiden.

For de fleste vil det være billigere at tanke el end benzin, men priserne varierer stadig meget og kan være svære at gennemskue.
Ulempe #1: Opladning kræver planlægning
Alt er dog ikke rosenrødt i elbil-land.
I modsætning til en benzinbil, der kan tankes så godt som alle steder til en rimelig ensartet pris, så skal man kortlægge sine køremønstre ret detaljeret for at finde den optimale ladeløsning som elbilist.
Kører du stort set kun korte ture, kan du klare dig med en elbil med et lille batteri. Køre du ofte langt, skal du nok kigge på en bil med et stort batteri.
Store batterier gør dog ikke blot bilen dyrere at købe, det er også mere belastende for klimaet at producere.
Bor du i hus, kan du få din egen private ladestation, hvilket betyder lavere ladepriser. Samtidig er du altid sikker på at kunne lade, når du har behov for det.
Bor du i lejlighed, er du afhængig af offentlige ladepladser. Og du kan ikke nødvendigvis være sikker på at finde en ladestander hos den leverandør, du eventuelt har et abonnement hos.
Der kan være kæmpe forskel på, hvor hurtigt de forskelle typer ladestandere kan oplade din bil, og der er stadigvæk områder, hvor det er meget svært at finde en ladestation
Ulempe #2: Priser på opladning er en jungle
Som tidligere nævnt, kan der være store besparelser på at lade en elbil fremfor at tanke en benzinbil.
Personligt har jeg foreløbigt sparet omkring 55 procent sammenlignet med, hvad jeg ville have betalt for benzin til min gamle og ganske lille benzinbil.
Men priserne på at lade en elbil varierer ganske voldsomt, og det kan være lidt af en jungle at finde rundt i.
Igen er det helt centralt at kortlægge sit kørselsbehov for at finde den rette løsning.
Kører du 10.000 eller 50.000 kilometer om året? Lader du kun hjemme eller også ude? Bor du i hus eller lejlighed?
Hvis du kan lade på din egen stander derhjemme, og hvis du sjældent har behov for at lade, når du er på farten, kan du lade bilen virkelig billigt.
Samtidig har du mulighed derhjemme for at lade, når elprisen er lav, eller når CO2-udledningen fra strømproduktionen er mindst.
Personligt har jeg foreløbigt sparet omkring 55 procent sammenlignet med, hvad jeg ville have betalt for benzin til min gamle og ganske lille benzinbil. Nicolai Franck
Bor du i lejlighed, eller lader du ofte væk fra hjemmet, er det mere vanskeligt at finde den rette ladeløsning.
Du kan være nødsaget til at lade på flere forskellige el-leverandørers ladenetværk. Og det betyder muligvis, at du skal oprette forskellige konti, og samtidig at prisen for at lade kan variere ret markant.
Kører du ikke ret mange kilometer om året, kan det næppe betale sig at abonnere på fri månedlig opladning. Har du et større kørselsbehov, kan det omvendt være den klart billigste løsning.
Summa summarum: Indtil infrastrukturen bliver mere moden, og der bliver fundet en mere jævn og gennemsigtig prisstruktur, så er det mere kompliceret at finde den bedste og billigste ladeløsning sammenlignet med blot at køre ind på den nærmeste tankstation.
En elbil giver ikke blot en bedre klimasamvittighed. Det føles som en klar teknologisk opgradering. Nicolai Franck
Uanset, at der er nogle ting, man skal undersøge og vænne sig til, når man skifter til en elbil, så har jeg ikke fortrudt det ét sekund.
En elbil giver ikke blot en bedre klimasamvittighed — det føles som en klar teknologisk opgradering. Og jeg kan ganske enkelt ikke forestille mig, at jeg nogensinde kommer til at eje en benzinbil igen.