Spatial.io
Virtual reality strand og kontor

Tech-giganter: Snart lever vi inde i internettet

Både Facebook og Microsoft tror, 'metaverse' bliver den næste tech-revolution. Med VR-briller kan vi bevæge os rundt, arbejde og dyrke hobbyer inde i et nyt internet, spår tech-giganterne.

Indenfor fem år vil folk ikke længere tænke socialt medie, når de hører navnet Facebook - i hvert fald ikke, hvis det står til stifter Mark Zuckerberg.

I stedet skal tech-giganten gå over til at være et 'metaverse'-firma. Ved hjælp af briller, der ligner almindelige stel men har indbygget virtual reality-teknologi, vil mere af vores liv rykke over i 'metaverse', en ny og mere interaktiv version af internettet.

Her kan du bevæge dig rundt - eller din avatar kan - mellem forskellige rum på nettet, du kan se og interagere med, og flere store firmaer regner med, at både fritid og arbejdsliv inden længe rykker over i metaverse.

Nicolai Franck Tech-klumme
©

Ny klumme indvier dig i ugens største tech-nyheder

Klummens forfatter er Nicolai Franck, tech-ekspert med en stor viden indenfor teknologi, gadgets, internet og digitale tjenester. Han udgiver nyhedsbrevet Techliv og er vært på podcasten med samme navn.

Internettet bliver 3D

Metaverse er den nyeste satsning for blandt andre Facebook. En slags internet+, som Mark Zuckerberg for nylig har kaldt “efterfølgeren til det mobile internet” i et interview.

Han beskriver konceptet således:

Du kan tænke på metaverse som en legemliggørelse af internettet, hvor du i stedet for bare at se indhold, befinder dig i det. Mark Zuckerberg

Med andre ord: Hvor din telefon eller computer er i 2D, så er metaverse i 3D.

Hvor du i den nuværende digitale verden blot kigger på en skærm udefra, så træder du ind i et metaverse i realtid.

Her kan dit digitale ‘jeg’ — din avatar — på et øjeblik teleportere fra ét sted til et andet og dele 3D-rum med andre.

Zuckerberg nævner helt konkret muligheden for at danse eller dyrke fitness med andre personer, selvom du i virkeligheden bare er hjemme hos dig selv, iført et par digitale briller.

Derfor skal du tage metaverse seriøst

Det lyder vildt, og det er svært at forestille sig, at det kommer snart - eller at mange af os har lyst til at leve i inde i det.

Uanset, er vi nødt til at tage det seriøst. For det er ikke for sjov, at ordet ‘metaverse’ blev nævnt hele 20 gange i forbindelse med Facebooks seneste regnskab.

Det er en megasatsning for Facebook, som netop har etableret et dedikeret metaverse-team, der skal arbejde på den tredimensionelle digitale fremtid.

Metaverse kræver digitale briller

Den nye 3D-version af internettet kræver digitale briller, før oplevelsen for alvor kan blive autentisk. Og briller er netop noget, som Facebook er langt fremme med.

© Oculus

De sælger allerede Virtual Reality-headsettet Oculus Quest 2, og snart lancerer Facebook et mere simpelt par digitale briller i samarbejde med Ray-Ban.

Begge briller er dog blot en tidlig forgænger for, hvad Facebook (og flere andre tech-firmaer) i virkeligheden gerne vil udvikle - nemlig briller der i størrelse og vægt minder om almindelige briller, men som teknologisk er så avancerede, at de kan blande den fysiske og digitale verden.

Microsoft tror også på metaverse

Metaverse-konceptet stammer oprindeligt fra science fiction-romanen Snow Crash fra 1992. Men det er først for nyligt, at det er blevet italesat i techindustrien, som en fælles betegnelse for den næste generation internet.

Kort tid inden Mark Zuckerberg kom på banen, havde Microsofts direktør, Satya Nadella, netop talt om metaverse, som en fremtid, Microsoft satser på — blot med fokus på arbejdspladsen.

Også gaming-firmaet Epic, der blandt andet står bag det populære spil Fortnite, opfatter sig selv som et metaverse-firma.

Fælles for firmaerne er, at de tror, fremtidens digitale 3D-internetverden både bliver et sted vi arbejder og mødes socialt.

Avatar inde i metaverse mødelokale

Skribentens avatar inde i en proto-type på metaverse fra Spatial.io.

© Nicolai Franck / Spatial.io

Et andet særkende ved metaverse-konceptet er, at din avatar vil kunne færdes alle steder på nettet. Du skal altså ikke oprette en ny, når du bevæger dig fra Facebook over til Microsoft eller Fortnite.

Facebook vil tjene penge på digitalt tøj

Hvis en ny type internet bliver til virkelighed, vil der samtidig opstå en ny økonomi.

Facebook tjener i dag stort set alle sine mange milliarder dollars på reklamer. Men det er ikke det, som Mark Zuckerberg tror bliver den største indtægtskilde i et fremtidigt metaverse.

Facebook-stifteren tror derimod at digitale varer bliver “kæmpe stort”, og nævner blandt andet digitalt tøj, som du køber til din avatar, som et eksempel. Men det kunne lige så godt være en digital Porsche.

For i metaverse er brugerne digitale repræsentationer af dem selv. Og uanset, om man går på arbejde, til fitness, eller til fest i den digitale metaverse-verden, vil mennesker gerne vise, hvem de er - præcis som i den fysiske verden.

Bliver det til noget?

Det store spørgsmål er naturligvis, om metaverse overhovedet bliver til noget?

Fremtiden bliver sjældent, som vi forestiller os, og det er langt fra sikkert, at hverken Mark Zuckerberg eller Microsofts vision for et 3D-internet bliver til virkelighed.

Men jeg tror ikke, der hersker megen tvivl om, at en tiltagende sammenblanding af den digitale og fysiske verden, er overskriften for den næste digitale æra.

Det kræver dog stadig et teknologisk gennembrud, førend digitale briller bliver gode og billige nok til at masserne vil købe dem — og lette og fikse nok til, at de er til holde ud at have på i mange timer.

Så spis lige brød til, inden du sælger din bolig for at flytte permanent ind i metaverse. Hverken Virtual Reality, førerløse biler, eller ægte kunstig intelligens er rigtig blevet de store revolutioner, som mange af verdens “digitale præster” havde spået, de ville.