Cowboy
Cowboy 4 - elcykel - tech-klumme

Tre topmoderne elcykler med ekstra meget til de techglade

En topmoderne elcykel med den nyeste teknologi, som samtidig er til at betale - ja, tak siger tech-ekspert Nicolai Franck og giver dig sine tre bedste anbefalinger.

Er du på udkig efter en topmoderne elcykel, med ekstra smarte features, så læs med her.

Jeg har samlet tre af tidens lækreste og mest tech-avancerede elcykler, som samtidig er til at betale.

Ny klumme indvier dig i ugens største tech-nyheder

Nicolai Franck Tech-klumme
©

Klummens forfatter er Nicolai Franck, tech-ekspert med en stor viden indenfor teknologi, gadgets, internet og digitale tjenester.

Nicolai udgiver desuden nyhedsbrevet Techliv og er vært på podcasten med samme navn.

Klummen er uafhængig, og Ingen producenter har betalt for at blive omtalt.

1. Cowboy 4 & 4ST

Der er langt fra et kluntet batteri på bagagebæreren af en endnu mere kluntet konventionel cykel til det strømlinede elcykel-design, Cowboy disker op med i dag.

© Cowboy

Tiden er for længst løbet fra klodsede elcykler med et kæmpe batteri på bagagebæreren.

En af tidens måske mest veldesignede elcykler er Cowboy 4, som kommer fra det belgiske firma, som blot hedder Cowboy.

Udover at cyklen ser super godt ud, er den også pakket med interessant og topmoderne teknologi.

Fx kan du låse cyklen op automatisk, blot ved at nærme dig den med din telefon i lommen. Det fungerer altså i grove træk som en Tesla.

En dedikeret app er et must-have til moderne elcykler, og her skuffer Cowboy på ingen måde.

© Cowboy

Den tilhørende app er samtidig spækket med smarte funktioner.

Lige fra statistik over alle dine cykelture, til vejrudsigter inden du kører om morgenen, og trin-for-trin navigation hvis du har brug for at finde vej.

Telefonen monteres på styret i et særligt “cockpit”, og oplader sågar trådløst, mens du cykler.

Med trådløs opladning og direkte integration mellem din mobil og elcyklen er Cowboy helt fremme i cykelskoene.

© Cowboy

Appen kommer også med en række sikkerhedsfeatures.

Fx kan telefonen selv ringe efter hjælp, hvis du styrter på din cykel. Skulle cykeltyven være på spil, kan du også spore din cykel via den indbyggede GPS-tracker.

Batteriet er elegant integreret i stellet, men kan let afmonteres, så du kan oplade det indenfor.

Cowboy 4 har en rækkevidde på cirka 70 kilometer på en opladning. Den kommer også i en 4 ST udgave (nogle ville kalde det en kvindemodel), hvor man stiger på gennem stellet og sidder mere tilbagelænet.

Den lækre Comboy 4 findes også i en "dame-model" (model ST4) med lav indstigning og højere placeret styr

© Cowboy

De første udgaver af Cowboy 4 bliver leveret til efteråret, men kan forudbestilles nu. Cyklerne kan dog endnu ikke leveres til Skandinavien.

2. VanMoof S3 & X3

Hollandske VanMoof har formået at integrere batteriet fuldstændig i stellet og opnået et ekstremt rent design ... dog med en enkelt lille udfordring.

© VanMoof

Cowboys måske største konkurrent er hollandske VanMoof og deres to modeller S3 og X3.

Både designsproget (på herrecyklerne) og de avancerede funktioner er relativt ens til Cowboy, men der er særligt en ret markant forskel.

Du kan ikke tage batteriet af VanMoof, da det er integreret inde i stellet. Så du bliver enten nødt til at oplade cyklen på gaden eller i carporten eller tage den med indenfor, når batteriet skal have strøm.

VanMoof har dog for nyligt udviklet en powerbank, som let kan af- og påmonteres cyklen, så man kommer udenom problemet med opladning udendørs. Samtidig kan powerbanken give op til 100 kilometers ekstra rækkevidde.

Powerbanken giver 100 km ekstra rækkevidde og fikser samtidig udfordringerne med opladning af det integrerede batteri.

© VanMoof

En særlig fed feature ved VanMoof er, at man kan tilføje cyklen inde i Apples ‘Find My’ app.

Det vil sige, at du altid kan lokalisere din cykel, hvis den skulle blive væk, på samme måde som hvis du har mistet din telefon eller en af Apples nye AirTags.

TYVERISIKRET: Trackingen i VanMoof-elcyklen er så god, at firmaet garanterer dig en ny, hvis de ikke kan lokalisere din stjålne cykel inden for 14 dage.

© VanMoof

Det hollandske elcykelfirma tilbyder også en særlig tyverisikrings-service. Bliver din cykel stjålet, og finder VanMoof den ikke indenfor 14 dage, giver de dig en cykel magen til den, du har fået stjålet.

VanMoof har netop udvidet antallet af lande, de leverer til. Herunder sender de nu til de fleste nordiske lande.

3. Veloretti

Veloretti er nye på elcykel-markedet, og her er der retro for alle pengene uden at gå det mindste på kompromis med teknikken.

© Veloretti

Mens både Cowboy og VanMoof har været med til at definere, hvordan smarte elektriske cykler skal designes, så har hollandske Veloretti indtil nu kun produceret traditionelle cykler.

Men nu er tiden kommet til de første elektriske Velorettier, som har fået navnet Electric Ivy og Electric Ace.

Særligt kvindemodellen Ivy har et langt mere retro-look end Cowboy og VanMoof. Men bag det ydre gemmer der sig også hos Veloretti topmoderne elcykler.

Her får du ligesom med de to ovennævnte cykler et gear, der skifter automatisk, afhængigt af hvor hårdt du træder.

Ligeledes er den klassiske oliefedtede cykelkæde smidt ud, til fordel for en rem af carbon.

Velorettis elcykler kan også forbinde til din telefon, og du får også her GPS-tracking, understøttelse af Apples Find My, navigation og et dashboard med oversigt over dine cykeldata.

I bedste Tesla-stil kan cyklen modtage over-the-air updates, så nye funktioner kan tilføjes efter køb via en integreret 4G-forbindelse.

Slut med cykelolie, fedtede kæder, knasende gear og sorte fingre. En drivrem af carbon og det automatiske gearskifte er dine nye bedste venner.

© Veloretti

Veloretti har dog et lille es i ærmet, de to andre cykler ikke har.

På styret er der integreret en lille skærm, der forbinder til din telefon via Bluetooth.

Det betyder at du kan beholde telefonen i lommen og alligevel udnytte Veloretti-appens funktioner - fx få letlæselige vejvisninger, mens du cykler.

Ligesom på Cowboy kan Velorettis batterier tages af og oplades indenfor. Fuldt opladt kører Ivy og Ace op til 120 kilometer på en opladning.

Velorettis elcykler bliver til en start kun solgt i Holland, Belgien og Tyskland. Den gode nyhed er, at de nordiske lande står som de næste på listen over lande, firmaet vil begynde at shippe til.

Hvorfor de tre?

Fælles for de tre cykler, jeg har taget med her, er, at de ikke blot er elektriske.

De benytter alle lejligheden til at udvikle apps og services, der gør dem smartere og sjovere for folk (som mig), der godt kan lide at lege med teknologi.

Ligesom med de nyeste elbiler, er disse tre cykler altså i høj grad ved at blive til computere, hvor software og hardware i fællesskab skaber oplevelsen.

De kommer alle tre med et automatisk skiftende gear, en kæde der er udskiftet med en carbon-rem, og LED-lygter der er integreret i cyklen. De er bygget til fremtiden og ikke som en elektrificeret udgave af fortiden.

Designmæssigt ser de langt bedre ud, end de fleste elcykler, man ser i gadebilledet netop nu. Og hvis man punger ud med 17-19.000 kroner for en cykel, gør det altså ikke noget, den også ser bragende godt ud.

Vigtigst af alt. Så har både Cowboy og VanMoof over en bred kam fået virkelig gode anmeldelser, og cyklerne bliver kun bedre hele tiden.

Velorettis elcykler er helt spritnye, og kun netop sat til salg. Men også de har fået høje anprisninger i de første test.

Jeg glæder mig dog allerede til at følge med, når de nye cykler kommer ud at køre på gaden. For elcykler bør på vores breddegrader komme til at spille en lige så stor rolle i elektrificeringen af vores transport, som bilerne.