Kogepunktet er unormalt højt
Jo mere et molekyle vejer, jo højere kogepunkt har det.
Det gælder bare ikke vand. Brintforbindelsen hydrogenselenid vejer fx mere end vand, men har et kogepunkt på blot -42 °C.
Vand burde derfor koge ved en endnu lavere temperatur, men pga. brintbindingerne bryder vandmolekylerne først op ved 100 °C, hvilket har været altafgørende for, at livet kunne opstå.
Vand danner “film” på overfladen
I vandoverfladen kan vandmolekylerne ikke indgå i brintbindinger i alle retninger og binder sig derfor stærkere til de molekyler, der er i nærheden.
Overfladespændingen er bl.a. årsag til, at vand danner dråber, og at fx nogle insekter kan gå på vandet.
Is-isolering holder vanddyr varme
Massefylden for is er lavere end for flydende vand, fordi vandmolekylerne ordner sig i sekskantede strukturer, når temperaturen runder 0 °C.
Det øger afstanden mellem molekylerne, så is er mindre tæt end vand og flyder ovenpå
Is fungerer bl.a. som isolering, der holder vandet under isen flydende og sørger for, at dyr og planter kan overleve.
Dipol flår stoffer fra hinanden
Vandmolekylet er en såkaldt dipol, hvor denne ene side, ilt-siden er negativt ladet, mens den anden, brint-siden, er positivt ladet.
Forskellen betyder, at vand kan rive mange stoffer fra hinanden og opløse dem. Stofferne deler sig i negativt ladet partikler, der tiltrækkes af brintatomerne, mens de positivt ladede tiltrækkes af oxygenatomet.
Fx bliver bordsalt opløst i vand, fordi dipolen river NaCl-molekylerne fra hinanden i ionerne Na+ og Cl-.
Egenskaben har været afgørende for udviklingen af liv på Jorden, da forskellige stoffer har fået mulighed for at blandes og indgå i nye sammenhænge.