For første gang nogensinde har et Airbus 380-fly gennemført en tre timer lang flyvning med 100 procent genbrugt madolie som sit hovedbrændstof.
Verdens største passagerfly med tilnavnet ’superjumbo’ har plads til 545 sjæle fordelt på tre klasser, og en testversion af dobbeltdækker-flyet gennemførte den grønne flyvning fra Airbus-selskabets hjemby Toulouse i Frankrig, hvorefter det landede sikkert i den franske by Nice.
Fire dage senere gentog Airbus bedriften, hvor flyets Rolls-Royce Trent 900-motor igen blev fodret med en 27 ton tung og bæredygtig blanding af genbrugt madolie, landbrugsrester og ikke-fossile brændstoffer.
Inden for det seneste år har Airbus sendt tre typer testfly i luften og sikkert ned igen på bæredygtigt flybrændstof. Udover A380’eren gælder det selskabets A319Neo- og A350-fly, som er lettet og landet på lignende brændstof.
Reducerer CO2 med 80 procent
Flyselskaber som Air France, Lufthansa og Singapore Airlines benytter det 280 ton tunge Airbus 380-fly til sine langdistanceflyvninger, hvilket giver mørkegrønne løfter for fremtiden.
For med Airbus 380’s rækkevidde på knap 15.000 km kan det bæredygtige flybrændstof være med til at reducere CO2-udslippet med op til 80 procent på disse miljøfjendtlige flyvninger til den anden side af Jorden.